Et målrettet samarbejde med en diætist kan bremse eller vende et utilsigtet vægttab hos sårbare og kronisk syge ældre. Det har SundhedsCenter Tårnby dokumenteret i et tre-årigt projekt, hvor en gruppe udvalgte borgere fik individuel ernæringsvejledning af en diætist i deres eget hjem.
73 (93 procent) af de 80 ældre, der gennemførte projektet, fik enten en stabil vægt eller tog på i den periode, projektet varede. Indsatsen blev varetaget af en klinisk diætist, der tilrettelagde et målrettet forløb til hver enkelt ældre ud fra personens individuelle ressourcer, ønsker og behov. De ældre i projektet fik løbende besøg af diætisten i deres eget hjem, hvor der blev holdt øje med udviklingen i deres vægt, og deres ernæringsplaner blev justeret.
Diætisten står klar
SundhedsCenter Tårnby tilbyder en række forskellige indsatser til ældre ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og det tre-årige projekt har skabt større fokus på underernæring i sundhedscentrets tilbud.
Som ældre borger, der oplever et utilsigtet vægttab, kan man modtage diætistvejledning i SundhedsCenter Tårnby. Man kan blive henvist i forbindelse med forløbsprogrammer, men man kan også benytte sig af, at Tårnby Kommune tilbyder sundhedssamtaler til alle borgere, der ønsker det.
Forløbets varighed vil være individuelt og vurderes af diætisten i samarbejde med borgeren. Man mødes med diætisten i SundhedsCenter Tårnby eller taler eventuelt sammen i telefon.
Kontakt SundhedsCenter Tårnby for mere information om diætistvejledning til ældre.