Det er kommet frem, at Tårnby Kommune har indgået en fratrædelsesaftale med jobcenterchef Bo Hammer.
Jobcenterchefen har derudover meldt kommunen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for det, som den tidligere jobcenterchef mener er uregelmæssigheder foregået på hans ansvarsområde.
Endelig har Bo Hammer skrevet på sin LinkedIn-profil og deltaget i en radioudsendelse, hvor han i detaljer redegør for forhold i Tårnby Kommune, som han mener er kritisable og endda ulovlige.
Kommentarer fra Tårnby Kommune
Tårnby Kommune har for øjeblikket følgende kommentarer til Bo Hammers udtalelser:
Det er korrekt, at kommunen i torsdags den 16. september 2021 har indgået en fratrædelsesaftale med Bo Hammer, som indebærer, at Bo Hammer modtager et års løn fra kommunen i henhold til sin ansættelsesaftale. Kommunen har ikke yderligere kommentarer til, hvorfor det var nødvendigt at indgå aftalen men kan bekræfte, at det skete på kommunens initiativ.
I perioden op til indgåelse af aftalen kontaktede Bo Hammer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) for at anmelde Tårnby Kommune for nogle uregelmæssigheder.
Derfor skrev STAR til kommunen den 3. september 2021 for at bede om en redegørelse med frist for aflevering den 15. september 2021.
Tårnby Kommune bad – efter samråd med vores revision som skulle bistå med redegørelsen – om udsættelse til den 15. oktober og fik udsættelse til den 4. oktober.
Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer m.v. for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende. Der kommer således til at blive afleveret et svar til STAR den 4. oktober, der så godt som muligt kommer rundt om alle spørgsmålene inden for tidsfristen.
Plan om udbud er ved at blive implementeret
Ud over henvendelsen til STAR har Bo Hammer også ved opslag på LinkedIn og ved deltagelse i et radioprogram fremsat de samme beskyldninger om ”lemfældig omgang med lovgivningen” (citat) i Tårnby Kommune, samt om dårlig ledelse i kommunen. Blandt de ting, Bo Hammer fremhæver, er, at Tårnby Kommune ikke har sørget for, at der blev gennemført de udbud på beskæftigelsesområdet, som er pligtigt i henhold til EU’s regler.
I forhold til dette kan det oplyses, at dette forhold er behandlet på et åbent punkt den 23. februar 2021 i Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget og den 10. marts 2021 i Økonomiudvalget, hvor der også er godkendt en plan for at få gennemført de nødvendige udbud – en plan der nu er ved at blive implementeret.
Resten af kritikpunkterne vedrørende lovmedholdeligheden vil kommunen vente med at kommentere på, til revisionen har færdiggjort deres arbejde. I forhold til Bo Hammers kritik af kommunen for dårlig ledelse, tager vi naturligvis også dette meget alvorligt, og vi er i gang med at undersøge kritikken nærmere.