Det har for mange Tårnby-borgere længe været et ønske, at der igen kom en bemandet politistation i kommunen. Det vil nu ske, som følge af den nye politiaftale. Præcis hvornår det sker er endnu ikke oplyst.
Heller ikke lokationen er endeligt på plads, men et godt bud vil være på Kamillevej, hvor der tidligere var bemandet betjening.
Der skal være åbent for personlig betjening i minimum 15 timer om ugen.
Tårnby er en del af Københavns Politikreds. Og fra den øverste ledelse i kredsen ser man frem til at drive nærpolitistationen.
"Vi glæder os over at få mulighed for at åbne en egentlig nærpolitienhed i Tårnby. Vi får dermed endnu bedre muligheder for at styrke indsatsen på Amager og fortsætte arbejdet mod højere tryghed og tilfredshed i nærområdet," siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes.
Borgmester Allan S. Andersen er ligeledes meget tilfreds med beslutningen:
"Vi får en langt større nærhed og tryghed i vores lokalsamfund. Lokalpolitiet får fast base på stationen, og befolkningen kan få fysisk betjening lokalt, det er meget positivt. Den centralisering, der har været af politiet gennem mange år, har været hård for mange lokalsamfund, det gælder også her i kommunen. Så det er en glædelig nyhed".
Både borgmesteren og politidirektøren bekræfter, at man nu vil gå i tæt dialog omkring de nærmere rammer for nærpolitiet - eller nærpolitienheden, som bliver det officielle navn.
I øvrigt kan det oplyses, at politihestene, som har til huse på en gård på Vestamager, får lov at blive. Som en del af aftalen om politiet bevarer man altså enheden med politiheste.