Invitation til fotoudstilling: se Amagers historie set igennem nutidens øjne

Karin Norgreen Larsen i sit kolonihavehus i Vennelyst af fotograf Rikke Colburn

En ny udendørs fotoudstilling viser Amagers historie set igennem nutidens øjne. Fra skabelsen for 16.000 år siden, over fiskeeventyret i middelalderens Dragør, til boligeksplosionen i 1900-tallet. Fotografierne er en del af podcasten Stemmer fra Amar og vises fire forskellige steder på øen henover sensommeren og efteråret.

14.09.2020

Amagers historie strækker sig over cirka 16.000 år og indeholder et væld af fortællinger om bønder, fiskere og konger, om vilde boligbyggerier, nervepirrende krige og frodig natur. Den historie forsøger lokalfotografen Rikke Colburn at fange i den nye udendørs fotoudstilling Stemmer Fra Amar, der åbner på Amager Strand mandag den 10. august kl. 16 kl. 15

Fotografierne har hun taget igennem de sidste par år, som et led i podcastserien Stemmer Fra Amar, som er lavet af Majken Astrup. Podcasten lakker mod enden, så nu har de to stablet fotoudstillingen på benene, for at vise et lille udpluk af Amagers historie set fra en anden vinkel. Udstillingen vandrer i løbet af de næste måneder fra nord til syd, så alle amagere kan få glæde af billederne.

En ø med mange historier

Amager er et slaraffenland når det kommer til historie. Kombinationen af god muldjord, Øresund i baghaven og hovedstaden i forhaven, gjorde Amager både attraktiv, eftertragtet og udsat. Det har sat sine spor på øen og gør det stadig. For selvom Amager i mange år har været lidt hemmelig og ildeset, så har øen fået en renæssance med nybyggerier, byfornyelse og velhavende tilflyttere. På godt og ondt.

"For mig er Amager kontrasternes ø. Her står gamle bådskure og haveforeningshuse side om side med moderne industri, som sammen med nybyggeri skyder op over hele øen. Meget af det gamle er ved at forsvinde og Amager ændrer ansigt. Det er en ø, hvor man både har gårde og idylliske landsbyområder, store naturområder med vilde dyr og dejlige strande men også højhuse, tætbefolkede områder og en lufthavn. Det er et sted hvor landet møder byen og om omvendt. Dét har jeg forsøgt at fange i løbet af de sidste par år," fortæller Rikke Colburn.

Vandreudstilling

Fotoudstillingen Stemmer fra Amar lanceres mandag den 10. august i den nordlige del af Amager Strandpark, tæt ved Naturcentret. Den officielle åbning begynder kl. 16 med festtale, rundvisning og lækker is serveret og sponsoreret af Moo Moo Bar.

Læs mere om den oficielle åbning på Facebook

Udstillingen står i tre uger inden den vandrer videre til Byparken i Ørestad, Hovedbiblioteket i Tårnby og til slut Amager Museum, hvor den udendørs udstilling lukker og slukker med udgangen af efterårsferien. Derefter skal udstillingen rundt til øens kulturhuse og biblioteker.

Udstillingen er støttet af Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Tårnby Kommune og Dragør Kommune.

Her finder du udstillingen

  • 17. september - 9. oktober: Tårnby Hovedbibliotek
  • 10. oktober - 18. oktober: Museum Amager

Læs mere om Stemmer fra Amar

×

Cookie info