Velbesøgt borgermøde, om tilskud til udskiftning af oliefyr til varmepumpe

Borgermode Oliefyr Okt2020

Onsdag d. 21. oktober var Hovedbiblioteket rammen for borgermøde for de husejere der stadig har oliefyr som opvarmningskilde.

26.10.2020

I Tårnby Kommune er der 448 boliger der opvarmes med olie. Men oliefyrene synger på sidste vers, og regeringen ønsker at alle oliefyr udfaset, da de både skader klimaet og er dyre i drift for ejerne. Derfor har staten afsat ca. 28.000 kr. i tilskud, hvis man eks. skifter til varmepumper.

Derfor inviterede Tårnby Kommune, med Borgmester Allan S. Andersen i spidsen, til borgermøde, for netop at informere og debattere om mulighederne ved at skifte fra olie som opvarmning.

Mødet indeholdte en indledende velkomst af borgmesteren, efterfulgt af oplæg af energistyrelsen og sidenhen OK, der præsenterede muligheden for "Varme på abonnement", hvor OK opsætter varmepumper og man blot betaler for den varme man bruger, som man kender det fra fjernvarme.

Energistyrelsen fortalte om, hvordan private husejere kan gå ind på sparenergi.dk og let lave beregninger af, hvad det vil koste at skifte varmekilde - og hvad den årlige besparelse vil være samt information om øvrige tiltag, herunder "varme på abonnement". Generelt kan man spare ca. 50 % på varmeregningen ved at skifte til varmepumpe.

Via varmeberegneren, kan man også se om man bor i et område udlagt til fjernvarme samt hvad det vil koste at blive tilsluttet.

Boliger med oliefyr bliver lavere vurderet ved salg på grund af de høje udgifter til netop olie, hvorfor der ligger en dobbelt gevinst ved at udskifte oliefyret.

Borgermode Oliefyr 2 Okt2020

Borgmester Allan S. Andersen udtaler følgende efter arrangementet:

"Det var Tårnby Kommunes ønske at få borgerne til at diskutere og reflektere over deres muligheder for at gøre deres boliger mindre energiforbrugende, mere økonomisk attraktive, forbedre indeklimaet og samtidigt reducere belastningen af vores klima og miljø. Vi håber, vi har været med til at inspirere og understøtte denne proces med denne informationsaften".      

Nyttige Links

Sløjfning af olietank

Beregning af støj fra varmepumpe

×

Cookie info