Statusmelding fra borgmesteren

Borgmester Allan S. Andersen

I Tårnby passer vi altid på hinanden

16.03.2020
NB - arkivnyhed - kan være forældet

"I dag er det så første dag med lukkede skoler og daginstitutioner - og dermed debut for nødpasninger på dagtilbud, skole og SFO området.

 I daginstitutionerne er 15 børn kommet for at blive passet. Der er foreløbigt åbent på Gl. Kirkevej, og her har nogle af vores dygtige medarbejderne taget imod børnene til en god tryg, men også anderledes mandag.

 Jeg er blevet fortalt, at dagen forløber stille og roligt og at børnene er opdelt i små grupper. Hvis der viser sig behov for at flere skal passes, vil der blive åbnet op for nødpasning i flere daginstitutioner.

Der er også mødt 15 børn ind til nødpasning i skole og SFO. Det er ligeledes forløbet stille og roligt, og også her er børnene blevet taget rigtig godt imod.

Vi har etableret nødpasning for alle børn mellem 0-9 år, hvor forældrene arbejder i kritiske funktioner i vores samfund, eller hvis de er ansat i private virksomheder, der ikke har hjemsendt medarbejdere.

Herudover har vi nødpasning for børn og unge med særlige behov. Der er ingen børn i Tårnby Kommune, der ikke skal have mulighed for at blive passet. Men når det er sagt, så er situationen også helt ekstraordinær, og derfor opfordres alle også til at holde børnene hjemme, hvis det er muligt.

Hvis I får behov for pasning mens daginstitutionerne er lukket, så kan I altid kontakte  pladsanvisningen@taarnby.dk . Hvis det drejer sig om et barn i skolealderen, kan I kontakte jeres barns skole direkte på Aula. Så er der nogen klar til at hjælpe jer.

 Vi oplever allerede et fantastisk samarbejde og en stor forståelse fra jeres side, og jeg kan love, at alle medarbejdere på børne- og ungeområdet gør deres bedste for at gøre denne situation lettest og bedst mulig for børn og forældre".

 

Allan S. Andersen
Borgmester

×

Cookie info