Lønkompensationsordningens forlængelse har stor betydning i Tårnby

Stabler af mønter

Beslutningen om at forlænge ordningen frem til den 29. august giver fornyet håb til de ramte Tårnby-virksomheder og medarbejdere.

09.06.2020
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Det er ikke mindst virksomhederne og de berørte medarbejdere i og omkring lufthavnen, som nu får glæde af forlængelsen af lønkompensationsordningen. Forlængelsen giver forhåbentligt mulighed for at jobs kan reddes i takt med, at der langsomt kommer lidt mere aktivitet på luftfartsområdet.

Virksomhederne kan nu på langt bedre vis tilpasse sig behovet af arbejdskraft.

Borgmester Allan S. Andersen siger:

"Alle er klar over, hvor berørte vi er af krisen. Heldigvis ser vi så småt stigende aktivitet i og omkring lufthavnen, og det er utrolig vigtigt i den forbindelse, at medarbejdere og virksomheder nu kan få lidt mere tid til at tilpasse sig situationen. Jeg har selv være i kontakt med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, og jeg opfordrede ham til at arbejde for en forlængelse af ordningen, så jeg er glad for, at det også var den beslutning, man traf".

Tårnby Kommunes fremskudte rådgivnings- og jobcenter i Københavns Lufthavn fortsætter i den kommende periode med at afhjælpe den aktuelle krise med en lang række målrettede indsatser i samarbejde med lufthavnen og andre aktører.

I slutningen af april nedsatte borgmester Allan S. Andersen en tænketank bestående af en række lokale virksomheder, herunder også Københavns Lufthavn, og med repræsentanter fra Dragør Kommune, herunder borgmester Eik Dahl Bidstrup. Budskabet fra tænketankens medlemmer var tydeligt, at krisen ikke kunne løftes alene ved en kommunal indsats, men skulle komme fra regeringen i form af forlængelse af hjælpepakkerne.

"Drøftelserne i tænketanken har vist, at vi må forvente at krisen i luftfarten er af den langstrakte slags, hvor vi ikke blot ved et knips med fingrene kommer i gang igen", siger Allan S. Andersen og forklarer at "særligt for luftfarts- og turismebranchen kommer det til at tage tid, før vi er oppe på samme niveau som før".

Blandt tænketankens medlemmer var der dog stor variation i, hvordan virksomhederne var påvirket af coronasituationen. Nogle brancher, eksempelvis fragttransport, rengøring og håndværk, oplevede fast/normal efterspørgsel, og i visse tilfælde også en stigende efterspørgsel. Der er derfor måske muligheder for at nye ledige fra de berørte brancher kan motiveres til at søge nye veje.

×

Cookie info