Udstillingsåbning: Enfamiliehuse i Tårnby fra ca. 1950-1970

Englandsvej 258

Ny udstilling af ”Enfamiliehuse i Tårnby bygget i perioden fra ca. 1950-1970” arrangeret af Bevaringsforeningen for Tårnby.

08.10.2019

Borgmester Allan S. Andersen åbnede mandag den 7. oktober Bevaringsforeningen for Tårnby´s udstilling om "Enfamiliehuse i Tårnby bygget i perioden fra ca. 1950-1970". Borgmesteren tegnede et billede af udviklingen fra det specialbyggede murermesterhus fra 50erne til det serieproducerede parcelhus i 60´erne. Borgmesteren noterede sig, at "Hvor Tårnby Kommune tidligere i en vis udstrækning var præget af industri, så er vi i dag en udpræget bosætningskommune, hvor huse og lejligheder omsættes hurtigt, hurtigere end i stort set alle andre kommuner i Danmark."

Borgmester Allan S. Andersen holder tale ved åbning af Bevaringsforenings udstilling.
Borgmester Allan S. Andersen og Bevaringsforeningens næstformand Thomas Holbeck åbner udstillingen "Enfamiliehuse i Tårnby bygget i perioden fra ca. 1950-1970"

Allan S. Andersen sluttede af med at sige:"Udover selve boligen, så er beliggenheden vigtig; adgangen til gode institutioner, kultur og natur i lokalområdet er afgørende for en families gode liv. I den sammenhæng er en bolig i Tårnby Kommune blevet mere og mere attraktiv, i kraft af Naturpark Amager, Kastrup Lystbådehavn, Tårnby Kommunebiblioteker, gode skoler og daginstitutioner og meget, meget mere. Og samtidig er Tårnby, i kraft af to metrolinjer nu koblet på Cityringen, bro til Malmø og lufthavnen, et sted man kan komme både fra og til!

Udstillingen, der beskriver 12 huse, kan ses på 1. sal på Tårnby Hovedbibliotek frem til den 27. oktober.

Efter udstillingsåbningen blev sangen "Bevar mig vel", skrevet af Poul Feldvoss, afsunget inden næstformanden for Bevaringsforeningen for Tårnby, Thomas Holbeck, uddelte foreningens "Arkitekturpris 2019" til Mariesmindes ejer, Ole Greisager, for at have bevaret og vedligeholdt den bindingsværksmur, der adskiller Mariesminde fra Lykkebogård på Tømmerupvej. Håndværk af fineste kvalitet. 

Åbning af Bevaringsforeningens udstilling.
Åbningen af udstillingen blev, udover borgmesteren besøgt at skolechef Per Trudslev og chef for kultur og fritid Jens Lauridsen samt mange andre interesserede borgere. 

×

Cookie info