Højere karakterer til folkeskoleeleverne i Tårnby

Eksamen

Afgangseleverne i 9. klasserne på folkeskolerne i Tårnby er blevet dygtigere. Det samlede karaktergennemsnit er nemlig steget. Det viser statistikkerne, efter elevernes karakterer for sommerens afgangsprøver i 2019 er endelig opgjort

15.11.2019

Der er blevet knoklet hårdt i klasselokalerne rundt om på kommunens syv folkeskoler. Og det har heldigvis givet pote i forhold til karaktererne.

En ny opgørelse viser, at det samlede karaktergennemsnit for eleverne i 9. klasserne ved afgangsprøverne er steget fra 6,9 i 2018 til 7,3 i år, og dermed ligger det samlede karaktergennemsnit for eleverne i Tårnby Kommune meget tæt på landsgennemsnittet, som er 7,4.

De tal gælder for afgangsprøverne i alle fag, som man kan komme til prøve i.

Hvis man ser på det, der kaldes de bundne fag - de fag som alle eleverne skal til afgangsprøve i - så er karaktergennemsnittet i Tårnby på 7,1. Det er nøjagtig som landsgennemsnittet. 

De bundne fag er dansk, matematik (skriftlig), engelsk (mundtlig) og fællesprøven i naturfag.

I fællesprøven i naturfag ligger eleverne i Tårnby endda over landsgennemsnittet.

Det er en udvikling, som glæder borgmester Allan S. Andersen.

"Jeg vil gerne anerkende det store arbejde på skolerne, der ligger bag den positive udvikling i karaktererne, og jeg er rigtig glad for, at det i år er lykkedes for vores elever at opnå bedre resultater. Jeg ved, at det kræver konkrete og målrettede indsatser, at sikre undervisning af høj kvalitet og samtidig få alle elever med", siger borgmesteren.

×

Cookie info