Borgmesteren i børnehøjde - fint besøg på Rådhuset

IMG 7759

For nylig lagde otte børn fra Børnehuset Vægterparken vejen forbi borgmesterkontoret, hvor der var fokus på demokrati.

28.02.2019
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Det er aldrig for tidligt at vække interessen for kommunestyret og de demokratiske processer. Det var i hvert fald intensionen bag besøget fra Børnehuset Vægterparken hos borgmester Allan S. Andersen.

Børnene er blandt de ældste i Børnehuset - og det vil altså sige i alderen fra 5 til 6 år. Der blev serveret brikjuice og frugt hos borgmesteren og spørgsmålene var mange og varierede.

IMG 7765

Bestemmer du over mine forældre? Kan du komme i fængsel? Er det dig, der har magten over politiet?, lød det blandt andet.

Borgmesteren svarede beredvilligt på det hele.

I Børnehuset Vægterparken ligger man vægt på, at de små kommer ud i den virkelige verden og får gode oplevelser og nye indtryk.

Allan S. Andersen viste også kommunalbestyrelsens mødesal frem. Og gæsterne fik lov at sidde på de stole, som ellers normalt kun er forbeholdt de folkevalgte.

"Det var virkeligt et opløftende afbræk på en travl dag af få besøg fra Børnehuset Vægterparken. Det er altid dejligt at opleve, at de mindste Tårnby-borgere er så imødekommende, spørgelystne og giver os voksne et nyt perspektiv på dagligdagens udfordringer", siger borgmesteren.

Fra Børnehuset var børnene ledsaget af Tina Sejr og Sussi Rasmussen. Efterfølgende fortæller Tina Sejr:

"Børnene fik nogle rigtig gode oplevelser alle sammen. Og de har sidenhen talt utrolig meget om besøget oppe hos borgmesteren".

IMG 7772

×

Cookie info