Ernæringsvejledning i eget hjem til kronisk syge

Ernaering

SundhedsCenter Tårnby åbner nu for et nyt tilbud til dig med hjertekarsygdom, diabetes, KOL eller cancer. Via satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen har SundhedsCenter Tårnby i perioden 2018-2020 mulighed for at tilbyde vejledningsforløb om ernæring i eget hjem.

28.03.2018
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Projektet er for dig, der har en kronisk sygdom (hjertekarsygdom, diabetes, KOL eller cancer), er over 65 år og har behov for vejledning til et vægttab eller at tage på i vægt. Som kronisk syg kan der være særlige udfordringer, når der skal laves mad eller spises. Derudover kan et øget medicinforbrug i forbindelse med din sygdom føre til nedsat appetit, problemer med fordøjelsen, vægttab eller vægtøgning. Projektet henvender sig særligt til dig, som ikke har overskud til at komme op i SundhedsCenter Tårnby.

Vejledningen foregår ved, at du får besøg af en ernæringskonsulent. Sammen lægger I en plan, der skal hjælpe dig til at genvinde styrke og vægt eller til at opnå et vægttab. Ernæringskonsulenten tager udgangspunkt i dine ønsker og behov, så du får en plan, der passer til dig. Undervejs vil du få målt din fysiske styrke og blive vejet ved hvert besøg.

Har du en pårørende eller en ven, som er en god støtte, når det gælder madlavning og indkøb, er de meget velkomne til at deltage i samtalen.

Er du interesseret i forløbet, eller har du spørgsmål, kan du kontakte ernæringskonsulenten på tlf.: 24914268

×

Cookie info