Borgmesteren besøger samtlige kommunale institutioner

Daghjemsleder Lisbeth Kristensen

Alle plejehjem, daghjem, kulturinstitutioner, daginstitutioner, skoler mv. får i den kommende tid besøg af borgmester Allan S. Andersen

06.02.2018
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Der er næsten 100 forskellige kommunale institutioner i Tårnby. Som nytiltrådt borgmester vil Allan S. Andersen besøge dem alle i den kommende tid. Han vil ud og se, hvordan hverdagen forløber de forskellige steder.

Han har netop været forbi alle Rådhusets afdelinger, og i dag den 6. februar tog han fat på besøgene på institutionerne.

Daghjemmet Blaaklokkevej

På Daghjemmet Blåklokkevej blev det første besøg aflagt. Her tog daghjemsleder Lisbeth Kristensen og beboerne pænt imod borgmesteren, som fik en introduktion til stedet samt en rundvisning. Tilbuddene på Daghjemmet er mange og populære blandt de ældre, som kommer på stedet.

Senere på dagen var det Tårnby Brandstation og Kastrupgårdsskolen som fik besøg.

Borgmesteren siger:

"Jeg vil som ny borgmester gerne ud i virkeligheden og møde brugere, beboere, alle medarbejdere og vores ledere. Det er jo ude på institutionerne, vores borgernære tilbud findes - det er der vi leverer kernekommunal service. Jeg ser meget frem til at komme ud alle steder, man lærer noget nyt hvert eneste sted, og samtidig får jeg input med hjem til det videre arbejde". 

×

Cookie info