Tårnby har fået sin egen hjerneskadekoordinator

Hjerne

Hjerneskadekoordinatoren kan tilbyde råd, vejledning og koordinering af tilbud til kommunens voksne borgere over 18 år, som har fået en hjerneskade.

04.04.2018
NB - arkivnyhed - kan være forældet

En hjerneskade er en kompliceret sag, og kræver ofte en bred indsats med både fysisk og psykisk behandling og fokus på sociale færdigheder, uddannelse og jobmuligheder, før en hjerneskadet forhåbentligt kan vende tilbage til et nogenlunde normalt liv.

Det betyder også, at mange forskellige fagpersoner ofte er involveret i at give den bedst mulige hjælp til den hjerneskadede.

For at holde styr på det hele har Tårnby Kommune valgt at ansætte en hjerneskadekoordinator.

Det overordnede formål er at sikre et velkoordineret rehabiliteringsforløb for voksne borgere med nyopstået hjerneskade. Hjerneskadekoordinatoren kan desuden yde råd og vejledning til borgere, der har ældre hjerneskader, hvis nye problemer opstår.

Hvordan kan hjerneskadekoordinatoren hjælpe?

Hjerneskadekoordinatorens opgave er blandt andet at være kontaktperson på området.

Hjerneskadekoordinatoren kan tilbyde råd, vejledning og koordinering af tilbud til kommunens voksne borgere over 18 år, som har fået en hjerneskade.

Det er hjerneskadekoordinatorens opgave at være med til at sikre, at der bliver tilbudt et rehabiliteringsforløb, som er tilpasset de individuelle behov, og støtter borgeren i at opnå et så selvstændigt og meningsfuldt et liv som muligt. Dette vil altid ske i tæt samarbejde med relevante fagpersoner.

Borgmester Allan S. Andersen siger:

"Der er tale om en gruppe borgere med problemer, som vi skal prioritere. Derfor har vi taget dette initiativ. En koordineret indsats er helt afgørende for, at vi kan tilbyde de mest målrettede og effektive forløb for hjerneskadede. Også de pårørende vil få glæde af hjerneskadekoordinatoren".

Har du eller dine pårørende brug for råd og vejledning fra hjerneskadekoordinatoren, kan du kontakte hjerneskadekoordinator Camilla Balle. Hun er ansat i Arbejdsmarkeds- og Sundhedsforvaltningen og er placeret på Tårnby Rådhus, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup.

Telefon: 51 18 22 64

 

 

×

Cookie info