Naturpark Amager: Brug den nye miniguide

Naturpark Amager

Nu kan alle finde hjem igen efter en tur i Naturpark Amager. Partnerskabet bag Naturparken har udgivet en ny folder, som viser nogle af de mange muligheder naturen og landskabet byder på.

13.01.2017
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Partnerskabet omkring Naturpark Amager, som Tårnby Kommune er en del af, har udgivet en ny guide til Naturpark Amager.

I Naturpark Amager fletter naturen sig ind i byen og skaber en unik smeltedigel af leg, oplevelser og fordybelse.

Over 3.500 hektar fra Amager Fælled i nord til Kongelunden og Amagers sydkyst breder Naturpark Amager sig - en bynær naturpark af høj international klasse.

Her oplever brugerne vild natur i trygge omgivelser tæt på alle storbyens muligheder.

I folderen kan du finde vejen til en stille bålplads i Pinseskoven, fugletårnet ved Dragør Sydstrand, broen ud i Grønjordssøen og Naturcenter Amager.

Området er sprængfyldt med gode oplevelser, herunder muligheden for at sejle i kajak.

På Amager Fælled passer Københavns Kogræsserlaug deres kvæg, og børnefamilierne spiser deres madpakker på Kalvebod Fælled, mens de spejder ud over de store vidder med mange fugle og planter.

Listen fortsætter, for Naturpark Amager er en særegen blanding af leg, friluftsliv, fordybelse og natur. Alene eller sammen med familien. På tværs af generationer.

Miniguiden kan du hente som pdf-fil i højre side eller i fysisk form på Tårnby Kommunebiblioteker.

 

×

Cookie info