Tårnby i top med hensyn til beskæftigelse

Silhuetter Af Arbejdende Mennesker

En tæt kontakt til det lokale erhvervsliv er bl.a. baggrunden for, at ledige kommer hurtigt i gang i Tårnby Kommune.

11.01.2016
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har set på de kommunale jobcentres indsats i hele landet. Kommunerne er blevet inddelt i klynger af sammenlignelige kommuner, således at man sammenligner med andre kommuner, der har ens rammevilkår. Det vil sige, at der er taget højde for sociale, demografiske, erhvervsmæssige og økonomiske faktorer.

Tårnby er førende i klyngen af tilsvarende kommuner. Her er der færrest på offentlig forsørgelse og ledige kommer hurtigt i gang.

DA mener, der er et betydeligt potentiale for kommunerne i forhold til at nedbringe andelen af forsørgede i den arbejdsdygtige alder ved at læne sig op ad erfaringerne fra de bedste kommuner - såsom Tårnby.

Der er en række faktorer som ifølge borgmester Henrik Zimino danner baggrunden for Tårnby Kommunes flotte placering.

"Vi har mange arbejdspladser, ja faktisk et stort overskud af arbejdspladser i forhold til antallet af indbyggere. Det gør det selvfølgelig lettere at finde nyt job, hvis man skulle blive ledig. Derudover lægger vi stor vægt på målrettede og hurtige indsatser i vores jobcenter. Der bliver systematisk lagt planer og de bliver fuldt op. Vi har i øvrigt på beskæftigelsesområdet et utrolig velfungerede samarbejde med det lokale erhvervsliv. Vi er udmærket klar over, at vi kun kan opnå gode resultater i et tæt samarbejde med virksomhederne".

×

Cookie info