Sociale klausuler skal overholdes

Virksomhed

Tårnby Kommune igangsætter nu kontrol med virksomheder, som løser opgaver for kommunen.

24.08.2016
NB - arkivnyhed - kan være forældet

Arbejds- og uddannelsesklausuler har siden sidste sommer været faste bestanddele af kontrakter med private virksomheder, som varetager større kommunale anlægsarbejder og leverancer.

Politisk er det højt prioriteret, at kommunale skattekroner ikke bruges på medvirken til social dumping, underminering af overenskomster og andre aftaler på arbejdsmarkedet. Det var baggrunden for indførelsen af de sociale klausuler sidste år.

Som et naturligt næste skridt begynder Tårnby Kommune nu at følge op på klausulerne ved at indføre kontrol med, at de også i praksis overholdes. Det sker i et samarbejde med rådgivnings- og revisionsvirksomheden Deloitte.

Aktuelt er det virksomheden Forenede Service, som der bliver sat fokus på. Virksomheden har opgaver med vinduespolering i kommunen.

Borgmester Henrik Zimino siger om tiltagene:

"At vi nu iværksætter kontrol med, at virksomhederne rent faktisk overholder de indgåede aftaler er helt naturligt. Vi vil gerne sende et klart signal om, at sociale klausuler i Tårnby Kommune ikke bare er hensigtserklæringer - det er derimod noget vi tager meget alvorligt. Jeg mener, at vi som kommune har et særligt ansvar for, at vores samfund og arbejdsmarked fortsat kan fungere på ordentlige og rimelige vilkår. Nu sætter vi så mere fokus på, om det aftalte bliver overholdt - hvad resultatet bliver, det vil vise sig. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi med kontrol endnu engang sender det budskab, at Tårnby Kommune prioriterer sociale klausuler og ikke mindst overholdelse af disse meget højt". 

×

Cookie info