Hvem skal have Sundhedsprisen?
Prisen uddeles til en person, virksomhed, institution eller forening, der har gjort noget særligt for sundheden - såvel den fysiske som den mentale - i Tårnby Kommune. Det kan være en person, virksomhed, institution eller forening som:
- Har været med til at vise nye veje, iværksætte sundhedsfremmende tiltag og/eller generere ny viden
- Har været med til at inspirere andre og udbrede forståelsen for sundhed
- Har udført et særligt og usædvanligt tiltag for folkesundheden i kommunen
Med Sundhedsprisen følger 25.000 kroner, som skal gå til at understøtte det sundhedsfremmende arbejde.
Tidligere års vindere
Sundhed kan være mange ting, og vinderne fra tidligere år har også været meget forskellige.
I 2022 gik prisen til Jesper Torstensson fra Amager Demons for hans arbejde med at forene amerikansk fodbold og pædagogik i nogle særlige rammer, som giver børn og unge med opmærksomhedsdiagnoser som ADHD bedre vilkår for at deltage i idræt på lige fod med deres jævnaldrende.
Året før gik prisen til foreningen Ildsjælene for blandt andet at have udviklet og afholdt projekter som Julemærkemarchen (hvor man går 2,5, 5 eller 10 kilometer til fordel for Julemærkehjemmene), Fjolles Legedag for børn med handicap og diagnoser og Fjolles Jul (en juletræsfest for udsatte i samarbejde med Mødrehjælpen Amager og Red Barnet Amager).
Andre år er Sundhedsprisen gået til Sprogskolen, Ældre Sagens aktiviteter (herunder Vågetjenesten), foreningen Mænds Mødesteder, tre klasser på Pilegårdsskolen, Netværkshuset Kastruplund, Amager Atletik Klub og Kastrup Boldklub.
Fejres på Familiedagen
Sundhedsprisen bliver overrakt på Tårnby Familiedag, som afholdes i forbindelse med Sundhedsugen, der finder sted hvert år i uge 41.