Baggrund
Sammen med Handicaprådet har Tårnby Kommune indstiftet en handicappris, som hvert år vil blive uddelt på FN’s internationale handicapdag 3. december. Prisen uddeles for at markere dagen og hylde det gode initiativ og det personlige engagement.
Hvem kan indstilles til årets handicappris?
Handicapprisen handler om det unikke initiativ og den helt særlige indsats. Det kan komme i mange forskellige former og størrelser. Derfor kan prisen gå til mange forskellige:
- En lokal ildsjæl, der yder en særlig indsats til gavn for borgere med handicap
- En sportsklub, som arbejder aktivt for handicapidræt
- En organisation eller institution, der fremmer lige muligheder for personer med handicap
- Et byggeri, hvor der er medtænkt adgang for personer med handicap
- En virksomhed, som udnytter potentialet hos personer med handicap
Hvad er prisen – og hvem udvælger?
Handicaprådet udvælger blandt de indsendte forslag modtageren af årets handicappris, som består af en gave, der beløber sig til 5.000 kr., samt en buket blomster.
Prisen overrækkes 3. december på rådhuset
Handicapprisen vil blive overrakt ved et arrangement på Tårnby Rådhus 3. december. Ved prisoverrækkelsen hylder vi årets vinder og alle de andre, der gør en indsats for kommunens borgere med handicap.