Jeg vil gerne foreslå, at varmtvandsbassinet forbeholdes pensionister to gange om ugen om tirsdagen og torsdagen mellem klokken 9 og 12.
Begrundelse:
Pensionister har brug for træning af muskler og led for at kunne holde sig i gang og ofte er der mange børn som besværliggøre vores træning.
Børn har ofte infektioner som ældre med reduceret immunforsvar kan have sværere ved at bekæmpe, da det er et varmt lukket rum.
Svar
Tak for forslaget om at reservere varmtvandsbassinet i Vestamager Svømmehal til pensionister tirsdag og torsdag kl. 9.00-12.00.
Vi har forståelse for ønsket om gode muligheder for træning og bevægelse i varmt vand, særligt for ældre borgere, hvor træning af muskler og led kan være en vigtig del af at holde sig fysisk aktiv.
Vestamager Svømmehal har imidlertid offentligt åbent dagligt, og vi ønsker som udgangspunkt, at de offentlige åbningstider er tilgængelige for alle borgere.
Der er dog samtidig mulighed for pensionister for at benytte Kastrup Svømmehal mandag og torsdag klokken 9.00-12.00, hvor tiden er forbeholdt pensionister.
Derudover kan kommunens foreninger, som har tider i svømmehallerne, benyttes, hvis man ønsker mere faste eller målrettede træningsmuligheder.
Vi tager naturligvis dit forslag med i vores videre overvejelser om, hvordan vi bedst muligt kan tilgodese forskellige brugergruppers behov i svømmehallerne.