Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod trafiksikkerheden ved Englandsvej ud for Gemmas Allé. Der er mange børn, som dagligt færdes til og fra Tårnby Stadion i forbindelse med fodbold og andre fritidsaktiviteter. Mange af børnene ønsker at kunne cykle eller gå til deres aktiviteter på egen hånd, men den nuværende mulighed for at krydse Englandsvej opleves ikke som særlig tryg. For at krydse vejen skal man passere flere vejbaner og helleanlæg, og der er ingen egentlig fodgængerovergang. Det gør det vanskeligt og utrygt særligt for de yngre børn, som gerne vil kunne færdes selvstændigt i lokalområdet. Jeg er bekendt med, at der tidligere har været rejst et forslag om en fodgængerovergang på samme strækning, og at kommunen dengang vurderede, at en traditionel fodgængerovergang eller lysregulering kunne give trafiksikkerhedsmæssige udfordringer. Jeg vil derfor gerne høre, om kommunen sidenhen har undersøgt alternative løsninger, og om der er mulighed for at etablere andre trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger, som kan gøre det tryggere at krydse Englandsvej ved Gemmas Allé. Det kunne eksempelvis være en løsning med bedre belysning, tydeligere markering eller andre tiltag, der kan gøre bilister mere opmærksomme på krydsende børn og cyklister.Det handler i bund og grund om at give børnene mulighed for at være selvstændige og komme sikkert til og fra deres fritidsaktiviteter. Jeg håber, kommunen vil tage problemstillingen op til fornyet overvejelse. Svar Center for By, Miljø og Klima takker for forslaget og for at gøre opmærksom på trafiksikkerheden ved krydsning af Englandsvej ved Gemmas Allé. Vi har forståelse for ønsket om at skabe en mere tryg og sikker måde at krydse vejen, særligt for de mange børn og unge, der færdes til og fra fritidsaktiviteterne ved Tårnby Stadion. Center for By, Miljø og Klima vil se nærmere på de eksisterende forhold og undersøge mulighederne for eventuelle trafiksikkerhedsmæssige forbedringer i forbindelse med planlægningen af opgaver for 2027. Såfremt der identificeres relevante og gennemførlige tiltag, vil disse blive medtaget på den prioriterede liste over trafiksikkerhedsmæssige opgaver for 2027 med henblik på en samlet politisk vurdering og prioritering.