Amager Strandvej er som bekendt meget trafikeret, og det kan til tider være ret svært at komme over vejen på stykket ved Øresundsparken, hvor der er en gangsti. Herfra er det naturligt at kunne passere Amager Strandvej for at komme over i området Strandparken ved Sneglen. Mange benytter denne gangsti og med børn og hunde, kan det være ret utrygt at passere vejen med den megen og voldsomme trafik. Jeg vil derfor foreslå et fodgængerfelt udfor stien med evt mulighed for trykknap, når man skal passere vejen. Hvis der en dag bebygges på arealet vil det være endnu mere relevant, men hvorfor ikke gøre det allerede nu til glæde for fodgængere og brugere af kommunens/ vores skønne Strandpark område.  I øvrigt vil jeg, som næsten dagligt går tur med mine hunde i området gerne benytte lejligheden her til at rose kommunen og personalet for hvor pænt hele Strandparken holdes og vedligeholdes.  Svar Mange tak for din henvendelse vedrørende krydsning af Amager Strandvej ved Øresundsparken.   Tårnby Kommune er opmærksomme på utrygheden hos bløde trafikanter ved krydsning af Amager Strandvej. Vi har planer om at etablere et helleanlæg på Amager Strandvej mellem de to stier du omtaler. Det forventes at ske 2026/2027, da projektet hænger sammen med slidlagsudskiftning på Amager Strandvej.   I forhold til fodgængerovergang eller signalovergang, så kræver det at der er stort behov for det året rundt, hvilket svinger meget på den strækning. Derfor vil det fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt ikke være den bedste løsning lige nu.