Borgmester Allan S. Andersen inviterer til erhvervstræf i Tårnby Kommune torsdag den 24. september 2026 kl. 15.30
Jeg har hermed fornøjelsen at invitere til årets erhvervstræf i Tårnby Kommune. Vi holder arrangementet torsdag den 24. september 2026 med start klokken 15.30
En verden af i morgen – mindre usikkerhed, mere handlekraft
Vi lever i en tid, hvor driften kan udfordres af alt fra ekstremt vejr og energisvingninger til cyberangreb og nedbrud i betalings- og forsyningssystemer. Det kan lyde som store ord – geopolitik, kritisk infrastruktur, beredskab – men konsekvenserne mærkes helt konkret i hverdagen: Kan vi tage imod betaling? Kan vi holde produktionen kørende? Har vi adgang til vand og strøm? Er vores data sikre?
På årets erhvervstræf gør vi usikkerheden konkret og lokal. Vi tager udgangspunkt i de forhold, der betyder mest for virksomheder i Tårnby.
Erhvervstræffets program giver også tid til at tale på tværs og møde andre lokale virksomheder.
Stabilitet skal sikres fra mange niveauer
Robusthed hænger tæt sammen med stabile rammevilkår, sund samfundsøkonomi, investeringer i infrastruktur og et velfungerende samspil på tværs af sektorer. Finansminister Peter Hummelgaard deltager på årets erhvervstræf og deler sine refleksioner med afsæt i den samfundsøkonomiske ramme.
Stabil energiforsyning
Batterier kan være med til at sikre stabil energiforsyning og balanceret forbrug. Virksomheden Gridturn laver batterisystemer til erhverv og industri og har produktionshal i Kastrup. De har leveret enheder til Andel, Ungdommens Folkemøde og er ved at teste daglig optimering og nødstrømsforsyning til en Føtex-butik med støtte fra EUDP.
Gridturns stifter Louise Witt Sengeløv fortæller om deres virke, og om hvorfor batterier og energilagring er noget, alle virksomheder bør tænke over.
Penge er (ikke længere) kun papir
Da kortbetaling gik ned i sommeren 2025, endte det mange steder i betalingskaos. Hvilket beredskab stiller man op for at sikre sin virksomheds betalinger og andre elektroniske løsninger?
AL Sydbank tager udgangspunkt i betalingsinfrastruktur, og ser på, hvad der sker fra din kunde betaler, til du får pengene. Hvad kan stoppe en betaling og hvad er der af muligheder for alligevel at gennemføre transaktioner. Hør også, hvordan du kan forberede din virksomhed på nedbrud og have en finansiel nødhjælpskasse. Oplæg holdes af Kasper Selch Larsen, afdelingsdirektør i Transactions Banking.
Sådan får du hjælp til at styrke din cybersikkerhed
Som ejerleder har du ansvaret for virksomhedens cybersikkerhed. Erhvervshus Hovedstaden hjælper dig med at få overblik over risici og styrke jeres modstandskraft mod cyberangreb. Brian Jacobsen, senior forretningsudvikler hos Erhvervshus Hovedstad, guider dig til at få hjælp og uvildig sparring.
Kend din risiko – og vær klar
Som en stor arbejdsplads ved Københavns Lufthavn i Kastrup meget om at beskytte sig selv, og hvordan man bygger robusthed ind i hverdagens drift. Morten Eli Lyngbæk, Senior Manager for Security Crisis Management, fortæller om lufthavnens arbejde og kommer ind på, hvordan man som virksomhed bør have blik for egne sårbarheder og tilpasse sin drift dertil.
Tid og sted
Tid: Torsdag 24. september 2026, klokken 15.30 – 19.00
Sted: Den Blå Planet, Jacob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup
Program for erhvervstræf 2026
Velkomst ved Borgmester Allan S. Andersen, der også fortæller nyt fra Tårnby Kommune
Gridturn ved Louise Witt Sengeløv. Fra opstart til central rolle i energisystemet.
AL Sydbank ved Kasper Selch Larsen. Har din virksomhed behov for en finansiel nødhjælpskasse?
Erhvervshus Hovedstaden ved Brian Jacobsen. Sådan får din virksomhed hjælp.
Københavns Lufthavn ved Morten Eli Lyngbæk. Kend din risiko – og vær klar.
Finansminister Peter Hummelgaard. Robusthed ud fra den samfundsøkonomiske ramme.
Forplejning og netværk ved Oceantanken
Jeg håber, at du har lyst til at blive til slutningen, hvor vi sammen går ned til Oceantanken og nyder forplejning, mens vi har mulighed for at tale sammen på tværs. Ikke mindst, mens vi ser på de smukke akvarier og dyrelivet i Oceantanken.
Jeg glæder mig til at se dig til erhvervstræf 2026.
Se mere om tilmelding på næste side.
Med venlig hilsen
Allan S. Andersen
Borgmester