Er du lokal, har du nok bemærket Nordens Brød i Kirstinehøj. Nordens Brød ligger nemlig lige på hjørnet, når man er kørt ind fra Tømmerupvej, og her bliver du mødt af det karakteristiske logoskilt. Her har Nordens Brød ligger siden 2013 og beskæftiger omkring 65-70 mennesker.
Kunderne er detailhandlen og foodservice-branchen. Produktionen er vokset, men værdierne er de samme: kvalitet, omtanke og respekt for det lokale håndværk.
Familiedrevet virksomhed
Nordens Brød er en stolt familievirksomhed, som er skabt af bagerslægt med dybe rødder i det københavnske bagermiljø. Borgmesteren mødtes med ejer Flemming Holm Knudsen, som kunne fortælle, at han er barnefødt i Kastrup, hvor hans far havde bageri. Flemming overtog selv et bageri i indre by, og derfra er virksomheden vokset. Blandt andet er Holms Bageri, som kendes fra Illum, ejet af Flemming Holm Knudsens familie.
Bageriet på Kirstinehøj var tidligere ejet af Høyers Bageri A/S, og flere af medarbejderne fra dengang arbejder i dag for Nordens Brød. Hvis man fornemmer en vis lighed i logoet for Nordens Brød til den ikoniske Café Norden, som i sin tid lå på Strøget ved Amager Torv, er det ikke tilfældigt, for cafeen var drevet af Charlotte Hovmøller, som også er medejer af Nordens Brød.
Fra det søde til det salte og det sunde
Tænderne løber i vand, da Nordens Brød fortæller om sine mange specialer. Ekspertisen dækker alt fra kager, wienerbrød, til surdejsbrød og gærdeje. Nordens Brød sælger med private labelløsninger til grossister, eksempelvis er COOP en af deres største kunder. Der er ikke udsalg til private, men man kan købe deres produkter hos Aarstiderne.
Borgmesteren hører om, hvordan virksomheden arbejder med cirkulær økonomi og bæredygtighed i sine brødtyper. Blandt andet arbejder man på at bruge restprodukter fra mejeribranchen, heriblandt en form for kærnemælk til at forfine og udvikle deres produkter, ligesom man også bager med bælgfrugter.
Virksomheden er også engageret i at arbejde med de rigtige ernæringsmæssige sammensætninger i sit brød. Der er efterspørgsel på brød, der både er bæredygtigt og økologisk.
Sparring med Erhvervshus Hovedstaden
Til stede ved virksomhedsbesøget er også Erhvervshus Hovedstaden, der hjælper virksomheder til vækst og udvikling gennem professionel sparring. Erhvervshus Hovedstaden har haft fornøjelsen af at sparre med Nordens Brød om, hvordan virksomheden kan arbejde strategisk med bæredygtighed og ESG-rapportering.
Sammen med Erhvervshus Hovedstadens forretningsudvikler Jeanette har Nordens Brød været igennem et bæredygtighedstjek og udviklet en langsigtet plan, som nu er et stærkt afsæt for det videre arbejde med den grønne omstilling.
Robotter og pumper – for arbejdsmiljøets skyld
Det bliver til en god og bred drøftelse om bagerfaget og den udfordring, mange bagerier står overfor i forhold til at skaffe arbejdskraft. Nordens Brød har en del ukrainske og polske ansatte. Med de store portioner som Nordens Brød leverer hver dag – det kan godt blive til 30-60 paller ud af huset om dagen – har firmaet god erfaring med at tage teknologi til hjælp, blandt andet robotter, som dog kan være lidt besværlige, når man har brug for fleksibilitet i produktionsapparatet. Robotter vil helst lave det sammen hele tiden.
Norden Brød har haft gavn af pumpeteknologi til at løfte dej- og kagemasse på produktionsmaskinerne. Det sparer medarbejderne for mange tunge løft, som når der i løbet af en dag kan blive produceret 4 tons smørcreme.
De perfekte cremesnegle
Gæstfriheden er stor, og Nordens Brød inviterer til fælles drøftelser om det store mødebord. Her er dækket med velduftende store creme snegle, som ikke ”må” deles over, trods den imponerende størrelse.
Borgmester Allan S. Andersen siger om besøget: "Nordens Brød viser på fornem vis, hvordan en lokal virksomhed kan tage ansvar og omsætte grønne ambitioner til handling. Det er inspirerende at opleve, hvordan de forener solidt håndværk i en familievirksomhed med traditioner, med en ambitiøs bæredygtighedsstrategi – og jeg er virkelig glad for, at vi har så fremsynede virksomheder her i Tårnby."