Sjældent bliver borgmester Allan S. Andersen sat på en prøve, når han er på virksomhedsbesøg. Det blev han hos den lille familievirksomhed Vissevasse ApS, da han og kommunaldirektør Lars Rich gik i gang med at samle hvert deres lille Vissevasses puslespil med nostalgiske butiksmotiver.
Det var heldigvis en hyggelig prøve, for i stearinlysets skær fra stager, der var pyntet så fint med Vissevasses julemotiver, blev det til en fælles snak om, hvad det er, et puslespil kan for os alle uanset alder. Et puslespil skaber naturligt fokus og koncentration, det giver os et øjeblik, hvor tankerne kun er på motivet og på brikkernes form og struktur, og hvor vi er nødt til at lukke alt andet ude.  Plakater, puslespil og papirvarer Vissevasse ApS har til huse på Oliefabriksvej, hvor de designer plakater, puslespil og andre papirvarer som anledningskort. Deres produkter bliver solgt i over 25 lande, og de har også egen webshop. Firmaet flyttede til Oliefabriksvej i 2023, da pladsen blev for trang i deres tidligere lokaler i København S. Den store tilgængelighed i lokalerne, blandt andet med stor vareport og mulighed for at bruge en palleløfter, har gjort hverdagen nemmere. Virksomheden er grundlagt for 13 år siden og drevet af parret Dorthe Mathiesen og Karsten Poulsen, og virksomheden beskæftiger i dag 4 fastansatte og 5 pakkepiger på deres pakkeri. Dorthe er designeren i Vissevasse, og det er hendes hånd, der kreerer produkterne fra start til slut. Karsten tager sig af salg, budgetter og den daglige ledelse af virksomheden.  For Vissevasse startede det hele med et tegnet billede med Langebro som motiv. Herefter fulgte flere motiver af byer. Først solgte Dorthe plakater og kort på mindre designmarkeder. Efter et stykke tid tog Dorthe og Karsten springet og udstillede på Formland-messen i Herning. Formland er en kendt dansk fagmesse for interiør, design og livsstil. Efter udstillingen på Formland tog det hurtigt fart for Vissevasse med stor efterspørgsel på deres produkter.  Værdien ligger i fortællingen Hos Vissevasse fik borgmester Allan Andersen indsigt i arbejdsgangene hos et firma i kommunen, som arbejder meget værdibaseret med fortællinger om deres produkter. Vissevasse tror på værdien af det simple, og på at små øjeblikke af nærvær kan gøre en forskel for den enkelte. Det har høj værdi i en verden med konstant støj og meget om ørene for de fleste. Borgmesteren fik en omvisning i lokalerne, hvor han så lageret og pakkeafdelingen. Besøget i oktober var i en af firmaets travle perioder med stigende juleefterspørgsel fra forhandlerne.  Fra krise til styrket virksomhedsdrift Under covid-19 pandemien oplevede Vissevasse en stor efterspørgsel på deres produkter. Det var en tid, hvor mange mennesker dyrkede det nære derhjemme med familien. Modsat mange andre virksomheder i Tårnby, var perioden under pandemien en god tid rent salgsmæssigt for Vissevasse. Efter pandemien brugte forbrugere penge på fornøjelser ude i byen, og Vissevasse mærkede det på deres omsætning. De var desværre nødt til at afskedige medarbejdere. Krisen med dalende omsætning ramte hele interiørbranchen. Sammen fik Dorthe og Karsten set firmaets kerne og værdier grundigt igennem, og de brugte perioden til at styrke deres firma, så de i dag står på et langt stærkere grundlag. De er meget bevidste om, hvad de gør og hvorfor.  Blandt andet arbejder de med bæredygtighed og er blevet en B Corp certificeret virksomhed. B Corp er en global bevægelse af virksomheder, som gerne vil bidrage positivt til verden gennem deres forretning.  Hos Vissevasse har det stor betydning at opføre sig ordentlig og tage samfundsmæssigt ansvar. De har tæt samarbejde med Tårnby Kommunes jobcenter og har borgere ansat i flexjob.  Hverdagens motiver og den kreative proces Puslespillene er populære og Vissevasse har mange forskellige typer – endda nogle runde, som er særligt udfordrende at lægge. Med et glimt i øjet fortalte Dorthe borgmesteren, hvordan hun finder inspiration til motiverne i familiens egen hverdag, og viste hvordan familiens kat, køkken og en af deres døtre er med på nogle af motiverne.  Alt sammen scener, der er så rummelige, at det kan fremkalde minder og vække følelser hos alle om hverdagen og hyggelige øjeblikke. Det er historiefortællingen, der er i centrum.  Dorthe designer alle motiverne og bruger softwareprogrammet Illustrator til dette. Det kommer hurtigt op i mange tusind lag for hvert motiv, så der er rigeligt at holde styr på undervejs i processen.  Omtanke og originalt design Efter besøget hos Vissevasse og efter at have gjort puslespillet færdigt, sagde borgmester Allan S. Andersen: ”Det er en glæde for mig som borgmester at få lov til at komme bag lagerhallernes vareporte og mærke den entusiasme og drivkraft, der ligger bag et kreativt firma som Vissevasse. Jeg er imponeret af Dorthe og Karsten, og deres evne til at skabe en original fortælling om deres produkter, som også vækker minder hos mig selv. For også i min familie er puslespil forbundet med den særlige stemning, når vi er i sommerhuset, og tiden går på en anden måde.  At Vissevasse yderligere har vendt en krise til styrket virksomhedsdrift, og i deres daglige drift tager et ansvar med ansættelse af flexjobbere, gør mig stolt over vores lokale erhvervsliv, og jeg er taknemmelig for, at de tager sig tid til også at åbne dørene for mig”.
dorthe-fortaeller-om-vissevasse.jpg dorthe-og-allan-ser-pa-billeder.jpg pakkeri-vissevasse.jpg pa-lageret-karsten-karsten-dorthe.jpg runde-puslespil.jpg