I meget smukke og nyistandsatte lokaler på Bryggergården i Kastrup, har den danske teknologi-virksomhed FOM Technologies til huse. Her tog administrerende direktør Michael Stadi imod, da borgmester Allan S. Andersen kom forbi for at ønske tillykke med Børsens Gazellepris.
At udvikle og teste avanceret udstyr er en levevej hos FOM Technologies. Endda en flot levevej. FOM Technologies er den Tårnby virksomhed, der var højst placeret på Børsens Gazellepris liste i 2024. Faktisk er FOM Technologies nr. 25 på listen over hovedstadsvirksomheder, takket være en god årlig vækst i omsætningen de sidste fire år.  Fra spinoff til gazellepris Det hele startede i 2012 som en spinoff fra et forskningsarbejde på Risø og DTU, og firmaet er siden vokset fra at være to personer til at beskæftige omkring 30 ansatte. I 2023 flyttede FOM Technologies til Kastrup. Der er over 15 forskellige nationaliteter blandt de ansatte. Mange af dem taler slet ikke dansk, og det er heller ikke nødvendigt. Virksomheden beskæftiger mange højtuddannede specialister i deres felt og har blandt andet flere ansatte med Ph.d. i materialeforskning. Men hvad er det så præcis FOM Technologies laver? Michael Stadi forklarer, at deres maskiner kan fremstille overfladebehandling, coating, i et ultratyndt lag. Slot-die coating kaldes teknologien, som er en præcis og effektiv metode til at påføre meget tynde, ensartet og jævne lag af materiale på en overflade. Born global Mange brancher kan anvende denne metode, mest brugt er den til solceller og batterier. Der vil også være mange områder indenfor teknologi til grøn omstilling, hvor maskinerne og teknologien kan anvendes.  Mange forskningsinstitutioner og universiteter køber FOM Technologies maskiner, og de fleste kunder er faktisk i udlandet. Michael Stadi beskrev firmaet som ”born global”, fordi deres salg og teknologi fra starten af, har været målrettet det internationale marked. Også for at imødekomme sine udenlandske kunder, har FOM Technologies valgt at placere sig i Kastrup, hvor der er kort vej til lufthavnen. Bryggergården er desuden en flot ramme at modtage forretningsforbindelser i. Alle bliver meget imponerede over bygningen, som er over 270 år gammel og opført af Jacob Fortling.  FOM Technologies har indrettet et showroom til præsentationsformålet.