800 borgere og et bredt udvalg af virksomheder deltog, da vi inviterede til jobmesse i Amagerhallen i samarbejde med Dragør Kommune og sprogcentret VSKdansk.
Detailhandel. Transport. Uddannelse. Beredskab. Mange brancher var repræsenteret blandt standene til årets jobmesse i Amagerhallen, hvor deltagerne fik chancen for at gå rundt og stille spørgsmål til de fremmødte virksomheder, udforske nye muligheder på jobmarkedet og måske endda møde deres kommende arbejdsgiver.
Attraktiv beliggenhed
Inden standene åbnede, bød Tårnby og Dragør Kommunes borgmestre de fremmødte velkommen til en jobmesse fyldt med et væld af karriereveje og inspiration. Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, sagde blandt andet:
”Jeg ynder at kalde Tårnby for mulighedernes kommune, og jeg synes sådan set også godt, at man kan kalde det her for mulighedernes jobmesse. Vi har en lufthavn, Øresundsbroen og motorvejen, og vi har også både tog og metro gennem kommunen. Det er attraktivt for mange virksomheder, hvilket selvfølgelig også er med til at skabe attraktive jobmuligheder.”
Derefter gik Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, på scenen og talte blandt andet om de gode vilkår for brancheskifte, efteruddannelse og kompetenceudvikling, vi har i Danmark. Efter talerne åbnede standene, så de deltagende jobsøgende kunne få et indblik i, hvilke spændende arbejdspladser der findes i lokalområdet.
Dekra og Naviair var to af de virksomheder, der havde stande til jobmessen. Hør dem fortælle, hvorfor de var repræsenterede ved jobmessen (Artiklen fortsætter under videoerne):
Et inkluderende arbejdsmarked
Jobmessen i Amagerhallen retter sig til mange målgrupper - fra unge på jagt efter et deltidsjob, til nyuddannede der søger det første fuldtidsjob, og nysgerrige som blot sonderer arbejdsmarkedet. Derfor havde virksomhederne taget eksempler på flere forskellige stillingstyper med til messen, og der blev svaret på mange spørgsmål i løbet af de to timer, jobmessen varede.
I sin velkomsttale roste borgmester Allan S. Andersen også virksomhederne for deres indsats for at skabe et inkluderende arbejdsmarked med plads til alle:
Jeg er også stolt over at se, at virksomhederne gør en stor indsats for at være en del af et arbejdsmarked med plads til alle. Det er en bred palet af stillinger, der præsenteres her på messen i dag, og det er godt, for vi er alle forskellige.
En af de borgere, der deltog til jobmessen, var Ruta Brhane. I videoen herunder kan du høre mere om hendes oplevelser på jobmessen (artiklen fortsætter under videoen):
Samarbejde skaber større udvalg
Jobmessen er et samarbejde mellem Tårnby Kommune, Dragør Kommune og sprogcentret VSKdansk. Udover at det giver mulighed for at præsentere en bred vifte af virksomheder, betyder det også at der på messen er fokus på efteruddannelse, kompetenceudvikling og kommunernes tilbud til ledige og virksomheder.
Se en lille stemningsvideo fra dagen her: