Forsamlingsforbud
Sociale tilbud efter serviceloven er i udgangspunktet ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på 5 personer.
Det gælder både visiterede tilbud som fx bosteder for børn og unge samt personer med handicap og ikke-visiterede tilbud som fx væresteder for hjemløse.
Det afgørende i den forbindelse er, at de normale aktiviteter, der foregår på sociale tilbud, som udgangspunkt ikke vil have karakter af et arrangement, begivenhed eller lignende, da kun arrangementer, begivenheder og lignende er omfattet af forsamlingsforbuddet.
Besøg
Der er regler, der gør det muligt for ledelsen på det enkelte sociale tilbud undtagelsesvist lokalt at indføre besøgsrestriktioner, herunder helt at afskære besøgende adgang til tilbuddet, når betingelserne for det er opfyldt. På den måde er det fortsat muligt at skærme særlige risikogrupper på tilbuddene. Besøgsrestriktioner kan indføres over for en eller flere beboere, i den enkelte besøgssituation eller for tilbuddet i sin helhed.
Besøg på sociale tilbud skal altid ske i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer om håndtering af Covid-19, herunder Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forebyggelse af smittespredning.
Krav om mundbind
Kravet om anvendelse af mundbind eller visir for personale, pårørende og øvrige besøgende på sociale tilbud omfatter kun tilbud, hvor der er beboere eller brugere i risikogruppen.
Følgende personer er desuden undtaget fra kravet om mundbind eller visir:
- Beboere og brugere på sociale tilbud.
- Børn under 12 år.
- Personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
Derudover kan et mundbind eller visir midlertidigt fjernes helt eller delvis, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:
- Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensreglerne for den pågældende lokalitet, institution m.v.
- Under indtagelse af medicin.
- Under samtale med personer, der mundaflæser.
- Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
- Hvis politiet skal foretage identifikation.
- Hvis børn og unge eller personer med handicap af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.
Besøgspersoner
Der er intet i vejen for at anmode tilbuddets ledelse om at udpege andre besøgspersoner i stedet for dem, der i første omgang er blevet udpeget. Det kan fx være aktuelt, hvis de først udpegede er på en længere ferie, og borgeren på tilbuddet ønsker, at der udpeges 1-2 andre personer i stedet for. Der kan dog kun være 1-2 personer ad gangen, der er udpeget som faste besøgspersoner.