Vores daghjem Blåklokkevej er for dig, der bor i eget hjem i Tårnby Kommune og har brug for og lyst til socialt samvær og vedligeholdelsestræning.
Sådan kommer du i gang
Du skal visiteres til at komme på daghjemmet. Du kan ansøge ved hjælp af ansøgningsskemaet herunder. Når du er blevet visiteret til daghjemmet, får du en fast kontaktperson, som ringer dig op for at aftale hvilke(n) dag(e), du vil gå på daghjemmet.
Det vil også være din kontaktperson, som modtager dig på din første dag på daghjemmet. Denne dag vil I tale om forventninger, interesser og behov, så dine dage på daghjemmet bliver brugt bedst muligt.
Det kan være en god idé, at du tager skiftetøj og andre fornødenheder med, som du har behov for i løbet af din dag hos os.
I huset kan du
- Købe tøj, sko med mere hos private sælgere. Vi annoncerer, hvornår sælgerne kommer, ved indgangen.
- Låne bøger - på 1. sal er der et bibliotek. Det er bemandet hver 2. uge (forskudt mandag eller tirsdag). Ikke langt herfra kan du også finde Tårnby Hovedbibliotek.
- Finde frisør og fodterapi - du kan snakke med dem på 1. sal, hvis du vil det.
Vi tror på "længst muligt i eget liv"
Vi forventer, at du er motiveret til at starte i daghjemmet med en lyst til socialt samvær og at være aktiv i din vedligeholdelsestræning, uanset hvordan du fungerer.
Til gengæld får du en sød, smilende og engageret personalegruppe, som hjælper dig med dét, du ikke selv kan klare. Vi har en positiv stemning i dejlige omgivelser i et nyrenoveret hus.
Vi har stort fokus på din balance og styrke. Vi synes det er vigtigt, at du kan klare dig selv, så godt som muligt, så længe som muligt.
Transport til og fra daghjemmet
Vi sørger for transporten
Et transportselskab henter dig på din adresse, og du skal være klar til at tage afsted fra klokken 8.00.
Transportselskabet henter dig mellem klokken 8.00 og 9.00 og kører dig hjem igen mellem klokken 15.00 til 15.30.
Du må ikke selv stå for transporten
Du kan ikke vælge selv transportere dig til og fra daghjemmet. Det er os, der står for transporten.
Meld afbud, hvis du ikke kan komme
Du skal melde afbud senest dagen før inden klokken 13.00, hvis du er forhindret i at komme på daghjemmet.
Melder du afbud senere, skal du betale for dagen.
Måltider
På daghjemmet kan du tilmelde dig vores forskellige måltider. Du kan også tage din egen mad med.
Tilmeld måltider
Når du gerne vil have måltider fra daghjemmet, skal du tilmelde dig. Du betaler for de måltider, du tilmelder dig. Du får al den information, du har brug for, om priser og tilmelding, når du kommer på daghjemmet første gang.
Vi tilbyder:
- Morgenmad
- Middagsmad
- Biret
- Drikkevarer inklusive kaffe og te
- Kage til kaffe og te
Frameld måltider
Du kan framelde dine måltider pr. den 1. i den kommende måned. Det skal dog ske med minimum 2 ugers varsel.
Medbring egen mad og drikke
Du må gerne tage mad og drikke med selv. Det er helt op til dig selv.
Træning og aktiviteter
Når du kommer på daghjemmet, kan du bruge vores trænings- og aktivitetstilbud. Du kan vælge mellem mange aktiviteter. Nogle aktiviteter afhænger af årstiden.
Brug dig selv aktivt
Det handler i høj grad om at bruge dig selv mest muligt i løbet af dagen. Det kan du gennem aktiviteter, hvor du går, rejser dig, sætter dig, tager trappen eller griner lidt mere end du plejer.
Få råd og vejledning til træning
Vi har en fysioterapeut og en træningsassistent, som du kan bruge. Du kan også få gode råd i et træningsforløb.
Aktiviteter til enhver smag
- Balancetræning
- Cykelture
- Gåture
- Havegruppe
- Herregruppe
- Bagegruppe
- Quiz
- Wellness
- Siddedans
- Kor
- Stolegymnastik
- Træning i træningsredskaber
- Hjernegymnastik
- CST-træning (hjernegymnastik og fysisk træning) for mennesker med demens
Spil
Vi spiller banko 1-2 gange om måneden. Vi har også forskellige aktive spil, fx petanque på vores egen bane.
Kreative aktiviteter
Du kan også strikke, hækle, male og lave kreative lykønskningskort.
Fælles gåtur hver dag
Vi går en fælles tur hver dag klokken 10.30.
Værdigrundlag
Værdigrundlaget for Blåklokkevej består af 4 værdiord:
- Respekt
- Trivsel
- Omsorg
- Glæde
Respekt
- Gensidig respekt er en forudsætning for den enkeltes mulighed for at yde og modtage omsorg og indgå i et positivt samarbejde.
- At have respekt som en grundlæggende værdi betyder, at vi forstår og accepterer, at menneskers forskellige udgangspunkter og baggrunde kan give forskellige opfattelser af samme situation, forskellige holdninger, grænser og prioriteringer.
- Vi bestræber os på at se og høre hinanden, at vi lytter, og at den enkelte er opmærksom på sin egen måde at kommunikere på.
- Vi forstår og accepterer vores egen og andres indsats som nødvendige dele af helheden.
Trivsel
- Skabe gode rammer med en positiv ånd.
- Vi har et aktivt hus, hvor vi skaber mulighed for meningsfyldt samvær.
Omsorg
- Omsorg er en særlig relation mellem personale og daghjemsgæster samt mellem personale og personale, der er kendetegnet ved, at opmærksomheden rettes mod den anden, og at det tjener til dennes velbefindende.
Glæde
- Der er en glad og positiv stemning i huset.
- Glæden kan opstå på mange måder, fx når vi er sammen, både om det sjove og det alvorlige. Og når vi oplever positiv respons fra andre og gensidig omsorg.
- Glæden skal findes både i hverdagens aktiviteter og ved festlige lejligheder.
- Arbejdsglæde er vigtig, fordi den er en forudsætning for at skabe glæde, et godt miljø og omsorg for daghjemsgæsterne.