Hver onsdag fra klokken 9 til 12 kan du komme forbi job- og uddannelsescafeen på Amager Strandvej 350 og tale med vores jobkonsulenter, kommunens uddannelsesambassadør og virksomhedskonsulenter.
De kan hjælpe dig med en lang række forskellige ting i forhold til at søge job eller måske få uddannelse i forbindelse med, at du er ledig. Vores virksomhedskonsulenter kan også præsentere dig for jobs, de har skabt i samarbejde med lokale virksomheder.
Der vil naturligvis være fokus på at finde et job, men medarbejderne i cafeen vil samtidig også have fokus på at bakke op om din motivation og at det er dig, der beslutter, hvordan du griber din jobsøgning an.
Her er nogle eksempler på, hvad du kan få hjælp med i cafeen:
- Hjælp til at bruge hjemmesiden Jobnet, herunder CV, joblog og selvbooking
- Hjælp og sparring på jobsøgningsmateriale (fx CV, ansøgninger og andre dokumenter)
- Hjælp til at søge konkrete ledige stillinger
- Hjælp til at lave en jobsøgningsstrategi, hvor man finder frem til flere forskellige slags jobs, man kan søge
- Hjælp til at finde jobs at søge, herunder introduktion til diverse jobdatabaser
- Match med ledige stillinger, som kommunens virksomhedsservice har fundet
- Vejledning i uddannelsesmuligheder, fx at opkvalificere sig eller skifte branche
Cafeen ligger på Amager Strandvej 350, 3. sal, hvor kommunens virksomhedsservice også holder til. Cafeen har åbent hver onsdag fra klokken 9 til 12, og man kan bare møde op.
Hvis du vil vide mere om job- og uddannelsescafeen, kan du ringe til Jobcenter Tårnby på telefon 32 47 17 70.