Regnvand bliver udledt via separate ledninger eller via kloaksystemet sammen med andet spildevand.
I fremtiden bliver regnvand og andet spildevand dog adskilt i større grad. Det sker for at aflaste kloaksystemet og sikre, at spildevandet bliver renset godt.
Du har flere muligheder for at håndtere dit regnvand på en sikker og miljøvenlig måde.
Regnvand og kloakering
Ønsker du, at dit regnvand bliver sluttet til eller fra kloaksystemet, skal du søge om tilladelse hos os. Vil du koble regnvand fra kloakken, skal vi sikre, at regnvandet bliver udledt på en anden lovlig måde.
Søg om at slutte regnvand til og fra kloakforsyningen som privatperson på borger.dk
Søg om at slutte regnvand til og fra kloakforsyningen som virksomhed på virk.dk
Tilbagebetaling af tilslutningsbidrag
Er du husejer, kan du få tilbagebetalt op til 40 procent af tilslutningsbidraget, hvis du kobler regnvand fra kloakken. Tårnby Forsyning kan vurdere størrelsen på din tilbagebetaling.
Faskine
Du kan bruge en faskine til at holde regnvandet på din grund tilbage.
Sådan virker en faskine
En faskine er et hulrum under jorden, som tagvand bliver ledt ned i. Herfra kan tagvandet sive ud gennem faskinens bund og sider. Faskinen sørger for, at vandet ikke belaster kloakken. Den øger også dannelsen af grundvand.
En faskine skal kunne holde store mængder vand, fx under et skybrud. Der skal også være plads til at tilstrømningen af vand kan være større end udsivningen, når der er brug for det.
Faskinen skal have en tagnedløbsbrønd med sandfang, så den ikke stopper til.
Søg om lov til at installere en faskine
Hvis du vil installere en faskine på din grund, skal du være opmærksom på kravene.
- Du må kun udlede regnvand i faskinen
- Afstand til beboelse bør være mindst 5 meter
- Afstand til udhuse og skel bør være mindst 2 meter
- Afstand til indvindingsanlæg for drikkevand skal være mindst 25 meter
- Afstand til vandløb, søer og havet skal være mindst 25 meter
- Du må ikke placere faskinen i forurenet jord.
Når faskinen er i brug, må der ikke opstå afstrømning af vand på jordens overflade.
Se retningslinjerne for udførelse af faskiner (pdf)
Afstandskravene kan være anderledes hos dig
Afstandskravene kan være kortere eller længere afhængig af din grund. Hvis din grund fx skråner ned mod en ejendom, kan afstanden til ejendommen med fordel være længere.
En autoriseret kloakmester foretager den konkrete vurdering. Vi skal altid godkende afstanden.
Regnvandsanlæg
Et regnvandsanlæg kan genbruge regnvand til vaskemaskinen og skyl i toilettet.
Når du installerer et regnvandsanlæg, skal du søge om lov af os. Bor du i et nybyggeri eller en etagebolig, skal du først søge om lov, før du installerer anlægget.
Brug et autoriseret VVS- og kloakfirma, når du installerer anlægget.
Søg om lov til at installere et regnvandsanlæg på bygogmiljoe.dk
Belægninger og nedsivning
Når du laver en indkørsel, terasse, gangsti og lignende, kan du overveje at bruge en belægning, hvor vandet kan nedsive helt eller delvist. Fx
- Græs
- Græsarmeringssten
- Grus
- Fliser.
Ved at vælge en sådan belægning, kan du begrænse mængden af regnvand som ledes til kloakken.
Hvis du ikke har mulighed for at lave en belægning, hvor vandet kan sive igennem, kan du i stedet se, om du kan lede vandet til en græsplæne eller et regnbed.
Regnbede
Et regnbed er et forsænket bed, som du kan lede regnvandet mod. På den måde kan du styre, hvor vandet samler sig i din have. Regnbedet opsamler og holder på vandet, inden det fordamper eller siver ned i jorden.
Du kan plante græs, prydgræs, stauder eller buske, som tåler de skriftende vandmængder i bedet. Derved kan du give dit regnbed et udtryk som staude- eller buskebed.
Du kan fx bruge disse planter i dit regnbed:
- Akeleje
- Kattehale
- Fredløs
- Gul iris
- Nyse-røllike
- Trævlekrone.
Regnvandstønder
Når du opsamler regnvand i tønder, undgår du at overbelaste kloakken.
Du sparer også på dit personlige vandforbrug ved at bruge regnvand, når du fx vasker bilen og vander haven.