Fjernvarmen i Tårnby Kommune bliver leveret af Tårnby Forsyning. På Tårnby Forsynings hjemmeside kan du få svar på en række spørgsmål, fx om fjernvarmeudbygningen og priser for tilslutning.
Læs om fjernvarme på taarnbyforsyning.dk
Tårnby Kommune har et stort fokus på at konvertere til energivenlige opvarmningsformer. Dette er delvist på grund af den aktuelle energikrise, som har medført høje priser på gas. Derudover er en konvertering fra opvarmning med fossile brændsler til fjernvarme et vigtigt tiltag for at nå vores målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70 % i 2027 og 85 % i 2030.
Med vedtagelsen af Klimaplan - Vejen mod 2050, er det desuden ambitionen at Tårnby Kommune er CO2-neutral senest i 2050.
Fjernvarmen i dag
I dag er det cirka halvdelen af borgerne i Tårnby Kommune som har fjernvarme. Fjernvarmen i Tårnby Kommune leveres af Tårnby Forsyning.
Tårnby Forsyning vedligeholder og udbygger løbende kommunens fjernvarmenetværk for, at sikre en fortsat stabil og miljøvenlig varmeforsyning. På nuværende tidspunkt er der fjernvarme i områder nord for Øresundsmotorvejen, i lufthavnen og et mindre område omkring Vestamager Idrætsanlæg.
Se den nuværende fjernvarme i Tårnby Kommune på et kort (åbner i et nyt vindue)
Varmeplanlægning
Tårnby Kommune er i samarbejde med Tårnby Forsyning i gang med at planlægge udbygning af fjernvarme i Kommunen. Arbejdet med udbygningen af fjernvarmenettet vil tage afsæt i kommunens varmestrategiplan.
Varmestrategiplanen indeholder den overordnede strategi for udbygningen af fjernvarme og den kortlægger hvilke områder i kommunen, der kan forvente at få fjernvarme inden for den næste årrække.
Varmeplanlægningen er foregået ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Nogle steder viser beregningerne at fjernvarme er den bedste løsning. Andre steder, primært i landzoneområder hvor der er spredt bebyggelse, er der grundlag for individuelle løsninger eller lokal varmeforsyning, fx en "lokal fjernvarmeløsning" med store delte varmepumper.
Foreløbig tidsplan for udbygningen
Brev om muligheder
Inden udgangen af 2022 sender vi et brev til alle ejendomsejere, som har gas- eller oliefyr. I brevet står om, man kan forvente at få fjernvarme i sit område eller ej, samt hvornår man kan forvente at man kan tilslutte sig.
Hvis man bor i et område, hvor vi ikke forventer at udbygge fjernvarmen, vil brevet indeholde information om alternative individuelle løsninger til opvarmning.
Arbejdet begynder
I 2023 vil varmestrategiplanen blive realiseret gennem konkrete projektforslag for de områder som er udpeget til at få fjernvarme. Når projektforslagene er endeligt godkendt, kan Tårnby Forsyning på begynde arbejdet med etablering af fjernvarme.
Vi forventer, at selve anlægsarbejdet starter i 2024. Det er vores ambition, at udbygningsarbejdet skal være færdigt i 2028. For at kunne nå at færdiggøre udbygningen indenfor denne korte tidsfrist, vil gravearbejderne finde sted i alle områder udlagt til fjernvarme samtidigt. Det betyder, at den trafikale afvikling i kommunen i årene 2024-2028, kan blive udfordret af gravearbejderne. Vi forventer også at flere buslinjer vil blive omlagt i perioder med gravearbejde.
Tårnby Kommune vil sammen med Tårnby Forsyning selvfølgelig stræbe efter at koordinere arbejdet bedst muligt og vil vi løbende informere om aktuelle gravearbejder i de enkelte områder.
Se aktuelt vejarbejde i Tårnby Kommune
Risiko for forsinkelser
Udbygningen af fjernvarme vil i de kommende år forgå i alle de danske kommuner. Men Danmark står ikke alene i omstillingen af energisektoren, hvor fossile brændsler ønskes udfaset.
På grund af den nuværende situation, hvor man i hele verden oplever en ekstraordinær stor efterspørgsel på materiel og arbejdskraft i entreprenørbranchen, må der tages forbehold for at der vil opstå forsinkelser med udbygningen.
Følg med i fjernvarmeudbygningen
Du kan følge med i udbygningen af fjernvarmenettet.
Du kan følge med i udbygningen lokal i Tårnby Kommune og dit lokalområde på Tårnby Forsynings kort. Kortet viser hvor der allerede er fjernvarme og hvor vi planlægger at udlægge fjernvarme.
Se kort over fjernvarmeudbygningen i Tårnby Kommune (åbner i et nyt vindue)
På Tårnby Forsynings hjemmeside kan du også læse mere om fjernvarmeudbygningen og om hvordan du kan blive tilsluttet, når fjernvarmen når ud til dit område.
Andre varmekilder
Hvis du ikke kan få fjernvarme, kan en varmepumpe eller jordvarme måske være den rigtige løsning for dig.