I Tårnby Kommunes varmestrategiplan, kan du se hvilke områder, vi forventer bliver forsynet med fjernvarme.
Læs om Varmeplanstrategi 2022 for Tårnby Kommune
Hvis du bor i et område hvor der ikke er udsigt til fjernvarme, kan du overveje at etablere et jordvarmeanlæg som er effektivt og kan give store besparelser. Jordvarmeanlæg har lang holdbarhed og der er stort set ingen vedligeholdelse. Med jordvarme kan du opvarme dit hus og generere varmt vand.
Med et jordvarmeanlæg kan du spare mange penge på varme, da du henter varmen helt gratis i jorden i din egen have året rundt - også i frostvejr, og når det er overskyet.
Et jordvarmeanlæg består af en nedgravet jordslange og en varmepumpe, som du placerer uden for huset. Jordslangen lægges i jorden, hvor den optager energien. Varmepumpen genererer varmen og fører den ind i huset.
Der findes to typer jordvarmeanlæg
- Terrænnært jordvarmeanlæg
- Dybt jordvarmeanlæg.
Du skal være opmærksom på, at der er forskellige krav til de to typer anlæg, som du skal overholde.
Søg om lov til at etablere et jordvarmeanlæg
Du skal søge om lov til at etablere et jordvarmeanlæg.
Læs mere om at søge byggetilladelse
Når du etablerer et jordvarmeanlæg, skal du følge Jordvarmebekendtgørelsen.
Læs regler om jordvarmeanlæg i Jordvarmebekendtgørelsen på retsinformation.dk
Husk at færdigmelde dit jordvarmeanlæg
Du skal give os besked, når du er færdig med at etablere jordvarmeanlægget. Du skal både give besked til miljømyndigheden og BBR.
Færdigmeldingen skal indeholde
- En tæthedsprøvning af jordvarmeanlægget
- En tegning af, hvor jordvarmeanlægget er placeret, med angivelse af afstand til bygninger og skel.
Anlægget skal efterses efter 1 år
Du skal få dit anlæg efterset af en sagkyndig i jordvarmeanlæg, når anlægget har været i brug 1 år.
Du skal gemme resultatet af 1-års eftersynet i mindst 10 år og skal fremvise det, hvis vi anmoder om det.
Terrænnært jordvarmeanlæg
Jordslangen må højest graves 5 meter ned i jorden.
Der er forskellige regler for terrænnære jordvarmeanlæg inden for indvindingsopland og uden for indvindingsopland.
Placerer du anlægget inden for indvindingsopland, skal du
- Have tilladelse til at etablere jordvarmeanlægget
- Oplyse alt om jordvarmeanlægget, som står i Jordvarmebekendtgørelsens bilag 1.
Placerer du anlægget uden for indvindingsopland, skal du
- Anmelde jordvarmeanlægget
- Oplyse alt om jordvarmeanlægget, som står i Jordvarmebekendtgørelsens bilag 2.
Se Jordvarmebekendtgørelsen på retsinformation.dk
Afstandskrav
Du skal altid
- Etablere anlægget mindst 50 meter fra en almen eller ikke-almen vandforsyning
- Etablere anlægget mindst 5 meter fra et andet anlæg
- Lægge varmeslanger mindst 0,6 meter fra skel
- Grave varmeslanger ned, så de har mindst 0,6 meter jorddækning.
Du må aldrig
- Placere dræn i eller tæt ved jord med et terrænnært jordvarmeanlæg
- Dække slanger over, fx bygge ovenpå dem, så man ikke kan komme til dem.
Dybt jordvarmeanlæg
Inden for indvindingsopland bør du kontakte os for nærmere aftale, da det er vigtigt at beskytte grundvandet. Beskyttelse af grundvandet går forud for etablering af dybe jordvarmeanlæg.
Du skal grave det dybe anlæg mere end 5 meter ned i jorden. Du skal udføre boringer til dybe anlæg som en A-boring.
Læs mere om A-boringer og grundvand
Når du søger om lov til at etablere jordvarmeanlægget, skal ud også lave en VVM-screening.
Afstandskrav
- Anlægget skal etableres mindst 300 meter fra en almen eller ikke-almen vandforsyning
- Anlægget skal etableres mindst 50 meter fra et andet anlæg.
Du må dog gerne etablere anlægget nærmere end 300 meter, men mindst 50 meter fra en almen vandforsyning, hvis du kun anvender brine (saltlage) som frostsikringsmiddel. Desuden skal du placere anlægget uden for boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).
Spørg os, hvis du er i tvivl.