Hvorfor bekæmpe japansk pileurt
Japansk pileurt og Kæmpe-pileurt er invasive arter ligesom Kæmpebjørneklo. Det betyder, at de ikke er hjemmehørende i Danmark. Det er især Japansk Pileurt, som er blevet observeret flere steder i Tårnby Kommune.
Japansk pileurt er en 1-3 m høj staude, der blev bragt til Europa fra Asien som prydplante. Da den er en meget tilpasningsdygtig plante, udkonkurrerer den alle andre plantearter. Da der heller ikke findes planteædere eller snyltere, der kun lever af den, kan den uhindret sprede sig og skygge al anden vegetation ihjel.
Et af de største problemer er, at det er næsten umuligt at udrydde Japansk pileurt, når den først har etableret sig. Det er derfor vigtigt at gribe hurtigt ind da det er lettere at udrydde en relativ nyetableret plante end en gammel plante med et stort og dybtgående rodnet.
Fire metoder til at bekæmpe japansk pileurt
Da Japansk pileurt spredes meget let er det vigtigt at al plantemateriale bortskaffes som restaffald eller afleveres i sorte sække til forbrænding.
Det må under ingen omstændigheder afleveres som haveaffald.
Oprykning
Nye planter kan rykkes op. Det er vigtigt at gentage oprykningen flere gange i løbet af sæsonen. Oprykning skal gentages over en årrække. Små, nye bevoksninger kan udryddes i løbet af 3-4 år ved denne metode.
Slåning
Slåning minimum 4 gange i løbet af sæsonen kan hjælpe med at begrænse spredningen af japansk pileurt. Slåning fjerner ikke planten, men forhindrer den i at brede sig. Husk at rengøre klipperen, inden du slår andre arealer, så der ikke spredes planterester med klipperen.
Opgravning
Jorden, der indeholder japansk pileurt, graves op og fjernes. I stedet for at fjerne jorden kan man evt. sigte den, så der ikke er rod- eller stængeldele tilbage. Selv meget små stykker – ned til ca. 1 cm’s længde kan spire frem igen. Arbejdet kan være svært at udføre uden hjælp fra maskiner, da hele rodsystemet skal graves op og fjernes.
Tildækning
Spredningen af japansk pileurt kan bremses ved hjælp af afdækning fra lystæt plastik eller presenning med en tykkelse på minimum 1½ mm.
Tildækningen skal nå minimum 3 meter udenfor bevoksningen af pileurt.
Man skal regne med minimum 5 års tildækning hvis planterne skal slås ihjel.
Læs mere om bekæmpelsesmetoder
Se hvordan du bekæmper Japansk Pileurt på mst.dk
Læs Naturstyrelsens vejledning i forebyggelse og bekæmpelse af japansk pileurt og kæmpe-pileurt