Tag hensyn til dine naboer
Det er altid en god idé, at give dine naboer besked, hvis du skal lave arbejde, der støver eller støjer, fx hvis du skal bruge støjende redskaber indendørs eller udendørs. Du bør også give dine naboer besked hvis du planlægger andre aktiviteter, der støver eller støjer, fx hvis du
- Skal holde fest
- Skal høvle og slibe gulve
- Bygger skur, carport eller lignende
- River noget ned, der kan støje eller støve.
Forskrifter
Når man ved, hvornår aktiviteter der støjer og støver starter og slutter, er det lettere at leve med det. Derfor har vi fastsat forskrifter om støjende og støvende aktiviteter i Tårnby Kommune.
Se forskrift om miljøkrav for støj og lugt ved indretning og drift af restaurationer (pdf)
Tårnby Kommune kan give dispensation til støjende og støvende arbejde, når arbejdet skal udføres udenfor normal arbejdstid, fx på grund af trafikale hensyn. Når man får dispensation skal naboerne orienteres om arbejdet.
Støj og vibrationer
Hvad er støj?
Mennesker oplever lyd forskelligt. Når en lyd er uønsket, opfattes det som støj.
Der er mange forskellige lyde i vores samfund og Miljøstyrelsen har fastsat grænseværdierne for forskellige typer lyd. Det anslås, at ca. 10 % af borgerne fortsat vil være generet af lyde i større eller mindre grad, selvom grænseværdien er overholdt.
Grænseværdierne er forskellige på hverdage, weekender, helligdage, aften og lavest om natten. På den måde tager grænseværdierne hensyn til, når vi er mest lydfølsomme, fx når vi sover om natten.
Er du generet af støj?
Hvis du føler dig generet af støj, skal du
- Undersøge om personen eller virksomheden gerne må støje
- Tage kontakt til den person eller virksomhed, der støjer
- Kontakte miljøvagten eller sende en klage, hvis problemet ikke er løst.
Miljøvagten kan vurdere, om en aktivitet støjer for meget og har mulighed for at stoppe ulovlige aktiviteter. Eksempler på aktiviteter som miljøvagten kan vurdere:
- Støj fra naboers brug af støjende redskaber
- Ventilationsanlæg
- Husdyr
- Varmepumper
- Virksomheders brug af støjende redskaber.
Læs mere om varmepumper og støj hos Energistyrelsen
Her kan kommunen ikke hjælpe
I nogle tilfælde kan kommunen ikke hjælpe. Det gælder fx ved
- Støj fra fester og høj musik
- Støj fra udendørs arrangementer på vejen eller andre offentlige arealer
- Gøende hunde.
Du skal selv kontakte den eller de personer, der støjer. Hvis det ikke løser problemet, kan du ringe til Politiet.
Hvad kan jeg ikke klage over?
Selv om det kan opleves som støj, kan du ikke klage over
- Legende børn
- Støj fra naboers redskaber, fx når de klipper hæk eller saver brænde.
Støj fra musikarrangementer mv.
Støj fra musikarrangementer mv. er underlagt særlige regler.
Tårnby Kommune og Dragør Kommune har vedtaget en forskrift for musikarrangementer mv., som fastsætter en række regler om fx naboorientering, tidsrum man må støje i og støjgrænser.
Støv
Når du udfører aktiviteter, der støver
Støvende aktiviteter er fx bygge- og anlægsarbejder, facadebehandling og nedrivning.
For at undgå, at omgivelserne bliver udsat for støvgener, bør du tage visse forholdsregler. Arbejdsområdet skal inddækkes, og jorden under arbejdsstedet skal også dækkes af, hvis der er fare for, at støv eller andre materialer havner på jorden.
Husk, at du skal overholde de gældende forskrifter og reglerne om byggeaffald.
Hvis du er generet af støv fra andre
Hvis du oplever støvgener fra byggepladser eller virksomheder i Tårnby eller Dragør, kan du klage til os.