Her kan du finde svar på de typiske spørgsmål, som en konstatering af PFOS-forurening kan føre med sig.
Er der PFOS i Tårnby/Dragør?
Ja, der er påvist PFOS på en række grunde i Tårnby og Dragør.
En af grundene er Brandøvelsespladsen i Københavns Lufthavn, hvor der blev påvist PFOS i 2011. Fundet her skyldtes, at PFOS i mange år var i det brandskum, som blev brugt af brandtjenester over hele Danmark.
Københavns Lufthavne A/S har på baggrund af fundet etableret et renseanlæg, som renser grundvandet for PFAS, og lufthavnen har desuden iværksat en række andre tiltag i den forbindelse.
PFOS i brandskum blev forbudt i 2007, men frem til 2011 var det tilladt at bruge restlagre.
Hvor er der ellers PFOS foruden lufthavnen?
Tårnby Kommunes miljøafdeling er ved at kortægge, hvor der ellers er PFOS.
Hvorfor har man ikke handlet tidligere på fundene af PFOS?
Tidligere har der ikke været den viden om undersøgelser i jord og vand, som man har i dag. Lufthavnen har arbejdet med PFOS siden 2011.
Københavns Lufthavn har frivilligt stoppet brugen af PFOS i 2008, og har afværget to forureninger i hhv. 2014 og 2015.
Hvordan er drikkevandet påvirket af PFOS?
Drikkevandet i Tårnby og Dragør overholder drikkevandskriterierne. Der sendes ikke forurenet vand ud til borgerne i de to kommuner.
Har PFOS påvirket dyr og mennesker i Tårnby/Dragør?
Så vidt vi ved, er der ingen dyr eller mennesker, som er blevet påvirket af PFOS-forureningen fra de forurenede grunde i Tårnby/Dragør. Det er naturligvis noget, der stadig undersøges.
Hvad er der blevet gjort?
Vi ser på tidligere brug af brandskum både ved brandøvelser, som Miljøstyrelsen har fokus på, men også på steder, hvor der kun har været skumafprøvning i større grad. For hvert område har vi/vil vi vurdere de risici, der er for mennesker og miljø.
For indledningsvist at vurdere om der er problemer i forhold til fødevarer er der udtaget prøver af et ældre får i Dragør ved Hovedgrøftens nordligste del og tre ældre råvildt på Kalvebod Fælled. På baggrund af undersøgelserne vurderes det, at der ikke er fare for mennesker via fødevarer.
Efter aftale med grundejerne er der udtaget prøver fra private drikkevandsboringer langs Tømmerupvej i Tårnby Kommune (2016 og 2018) og langs Ndr. Dragørvej i Dragør Kommune (senest i 2021). Det gør vi for at sikre ejernes drikkevand. Vi har planlagt en ny prøvetagning af boringer langs Tømmerupvej i 2022.
Tårnby Kommune samarbejder med Miljøstyrelsen og hjælper med informationer om brandøvelsespladser og steder med skumafprøvning. Vi samarbejder også med Region Hovedstaden, om deres indsats i forhold til jordforurening. Region Hovedstaden har registreret en række grunde i Dragør, hvor der er fundet PFAS-stoffer fra andre aktiviteter end brandskum.
Tårnby Kommune samarbejder også med Naturstyrelsen og Københavns Lufthavn for at få afsøgt kilder til forurening på deres arealer og afledte effekter.
Har Tårnby Kommune givet lufthavnen påbud i forhold til PFOS?
Ja, Tårnby Kommune har som miljømyndighed opgaven med at sikre, at miljøloven overholdes af alle virksomheder i kommunen, ikke kun Københavns Lufthavn. Vi har givet påbud til Københavns Lufthavn, som lufthavnen har ageret efter. Lufthavnen har supplerende udført mange frivillige undersøgelser samt gennemført afværgeaktiviteter i forbindelse med forureningen fra brandskum
Kan jeg risikere at få påbud, hvis jeg har brugt stoffer med PFAS-stoffer på min grund eller haft vaskeri?
"Forureneren betaler"-princippet gælder. I forhold til PFOS-stoffer er de brugt lovligt. Tårnby Kommune vil vurdere hver enkelt sag individuelt om, hvorvidt der er grundlag for at udstede påbud.
Bliver min grund kortlagt som forurenet?
Ja, hvis der findes jord eller grundvandsforurening over kriterierne, så bliver grunden kortlagt.
I udgangspunkt er der ikke så stor risiko ved at bo på en PFAS-holdig grundvandsforurening, da det ikke damper op gennem jorden.
Hvis PFAS-stofferne findes i overfladejorden, er der nogle forhold, man skal overholde. Alternativt kan man lægge belægning på den forurenede jord og på den måde afskære mennesker for kontakt med jorden.
Hvad sker der fremadrettet?
Tårnby Kommune er stadig i gang med at undersøge grunde i både Tårnby og Dragør for PFOS.
I første omgang tager vi prøver af vand, jord, sediment, planter og dyr. Vi fokuserer på at udtage prøver, hvor der er størst sandsynlighed for at finde stoffet. Samtidig fokuserer vi på at afdække om der er en risiko ved almindelig færden/brug af arealerne.
Der hvor vi kan finde PFAS-stoffer, laver vi en yderligere plan, der afhænger af fundet. Miljøstyrelsen, Region Hovedstaden Styrelsen for Patientsikkerhed, Fødevarestyrelsen bliver informeret hver gang vi har relevante oplysninger for den enkelte myndighed.
Der er ikke noget der tyder på, at vi har haft områder med kogræsserlaug, hvor køerne har haft direkte afgang til en grøft med PFAS-holdigt vand og har på den måde ikke umiddelbart en akut toksisk risiko for mennesker.