Den 1. januar 2025 blev det forbudt for privatpersoner at nedrive asbestholdigt materiale. Kun virksomheder autoriseret af sikkerhedsstyrelsen må nedrive asbestholdigt materiale. Privatpersoner må dog udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter. Eksempler på kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter kan være: Nedtagning af 4-6 asbestholdige tagplader i forbindelse med montering af et tagvindue. Hvis arbejdet, fx på grund af pladernes stand eller antal, ikke er kortvarigt og af mindre karakter, kræver arbejdet derimod autorisation. Derfor vil en privatperson eller ansat i en ikke-autoriseret virksomhed ikke kunne nedrive fx 8-12 asbestholdige plader i forbindelse med montering af to tagvinduer. Nedtagning af enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb, fx hvis fliserne knækker i forbindelse med, at en privatperson eller ansat i en ikke-autoriseret virksomhed borer i dem. Nedtagning af 1-2 rørbøjninger med asbestholdig isolation uden indgreb i isoleringsmaterialet, dvs. nedtagning af rør og isoleringsmateriale som helhed. Hvis det for at fjerne asbestholdig isolering derimod fx er nødvendigt at skære i materialet, kræver arbejdet autorisation. Derfor vil en privatperson eller ansat i en ikke-autoriseret virksomhed ikke kunne fjerne asbestholdig isolering om et rør for at reparere et rørbrud. Skal du male dit asbesttag, må du ikke slibe eller gøre andet, som kan fremkalde asbeststøv.