Sæt dig ind i reglerne, når du skal håndtere asbest
Rigtig mange danskere bor i et hus med asbest i deres eternittag. Asbest er sundhedsskadeligt, når du indånder det og kan give lunge- og lungehindekræft.
Tagene er ikke sundhedsskadelige, når de er etablerede. De er først sundhedsskadelige, når du skal rense, gennembryde eller skifte dit tag, da asbest kan afgive sundhedsfarligt støv.
Det er meget vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i reglerne, når du skal arbejde med asbest for både at beskytte dig selv, din familie og dine naboer.
Tjek om dit tag har asbest
Du kan undersøge, om dine tagplader indeholder asbest ved hjælp af det nummer, som er trykt på oversiden af dine tagplader. Nummeret indeholder 5-10 cifre.
Hvis det første tal er 0 eller 1, indeholder tagpladen asbest.
Hvis det første tal er 4 eller 5, indeholder tagpladen ikke asbest.
Årstal kan afgøre, om der er asbest i et tag
- Eternittage produceret før 1984 indeholder altid asbest
- Eternittage produceret i årene 1984-1988 kan indeholde asbest
- Eternittage produceret efter 1988 indeholder ikke asbest.
Sådan håndterer du selv dit tag
Sådan renser du dit tag
Du må kun anvende en blød børste og en vandslange, hvis du selv renser dit tag, som indeholder asbest. Hvis du vil anvende udstyr til højtryksspuling af asbesttage, skal det være godkendt af Arbejdstilsynet.
Sådan skifter du dit tag
Skal du skifte dit tag med asbest, må du gerne selv skrue tagpladerne af, hvis du kan gøre det, uden at arbejdet frigiver støv. Du må hverken skære i dem eller på anden måde bryde eller ødelægge dem.
Vær meget forsigtig, når du håndterer tagpladerne. Du må aldrig smide eller kaste med dem, da de så vil frigive asbeststøv. Du bør stable dem og bortskaffe dem forsvarligt.
Hvis du ikke kan undgå at bryde eller ødelægge tagpladerne, bør du overlade opgaven til professionelle.
Andet tagarbejde
De samme regler gælder ved andet tagarbejde, fx hvis du skal sætte et tagvindue i eller montere solceller. Det betyder, at du ikke selv må udføre dette arbejde.
Skal du male dit tag, må du ikke slibe eller gøre andet, som kan fremkalde asbeststøv.
Få hjælp af en professionel
Vi anbefaler, at du får hjælp af et professionelt firma til at håndtere dit tag, hvis det indeholder asbest.
Inden du siger ja til et tilbud
Du bør dog alligevel være opmærksom på, at firmaet følger Arbejdstilsynets regler om håndtering af asbest. Før du siger ja til et tilbud fra en professionel, bør du sikre dig, at firmaet anvender udstyr og metoder, som er godkendte af Arbejdstilsynet.
Højtryksspuling af materialer med asbest er grundlæggende forbudt. Dog har Arbejdstilsynet mulighed for at give dispensation til professionelle.
Spørg eventuelt firmaet om udstyret er godkendt og bed om at se dispensationen, som altid skal følge det godkendte udstyr.
Læs Arbejdstilsynets vejledning ved arbejde med asbest på at.dk
Meld affald med asbest
Har du byggeaffald, som indeholder asbest, skal du altid melde det til os.
Meld affaldet senest 2 uger før, du går i gang med dit arbejde.
Støjende bygge- og anlægsarbejde
Vær opmærksom på, at der er krav til støjende bygge- og anlægsarbejde, også når du rengør dit tag med godkendt udstyr og laver andet tagarbejde.
Du må kun udføre støjende bygge- og anlægsarbejde
- Mandag til fredag: klokken 07.00-18.00.