I særlige tilfælde kan vi hjælpe dig med at få tag over hovedet. Vi vurderer dit individuelle behov for bolig.
Vores tilbud om bolig er begrænset
Tårnby Kommune kan i særlige tilfælde hjælpe med at anvise en bolig. Det kan vi, hvis du står i et akut og uforudsigeligt boligproblem, som du ikke selv er i stand til at løse.
Vores mulighed for at tilbyde en bolig er begrænset. Derfor er det vigtigt at sikre, at ledige boliger gives til de personer, der har det største behov, og der føres derfor ikke venteliste.
Vi kan ikke hjælpe dig
Vi hjælper dig ikke med en bolig, hvis dit problem er kendt på forhånd.
Vi kan heller ikke hjælpe dig, hvis du
- Tager ophold hos familie, bekendte og andre
- Indgår i et midlertidigt lejemål eller har boet i en fremlejet bolig
- Er opsagt i din bolig, fordi du ikke har overholdt husordenen
- Bor i en bolig, der er for lille eller for dyr
- Har været rejst fra Danmark og kommer tilbage til Tårnby Kommune og står uden bolig
- Har fået udbetalt over 300.000 kroner ved salg af en ejerbolig
- Har en personlig formue på over 300.000 kroner
- Har en månedsløn, der gør, at du er ude af stand til selv at skaffe en bolig
- Tilflytter en bolig uden at have en lejekontrakt
- Ønsker at flytte hjemmefra.
Udnyt egne muligheder, før du søger om hjælp
Hvis du er skrevet op i et boligselskab, skal du høre boligselskabet om dine muligheder.
Du kan også søge efter et sted at bo på boligportalen.
Vi laver en individuel vurdering
Vi gør ikke brug af en venteliste men foretager altid en individuel vurdering.
Vi vurderer sagen ud fra
- Dine sociale forhold
- Dine økonomiske forhold
- Din tilknytning til Tårnby Kommune.
Den kommunale boliganvisning kan ikke opfylde ønsker om bestemte boligområder, bebyggelser, boligtyper og lignende. Du kan derfor blive tildelt en bolig i en anden del af kommunen, end den du kommer fra.
Tårnby Kommune kan til enhver tid bede om dokumentation for at vurdere, om du er berettiget til en akutbolig.
Søg efter ledige boliger
Der er mange almene boligselskaber, hvor du har mulighed for at komme på venteliste til en bolig på Sjælland.
Du kan fx søge bolig hos
- Boligselskabet Sjælland
- Lejerbo
- KAB
- AAB
- FA09
- PAB
Portaler for almene boliger
På boligportalerne for almene boliger kan du også søge efter en bolig:
Har jeg ret til en akut bolig?
Du skal opfylde 5 krav
For at komme på akutboliglisten skal du opfylde i alt 5 krav:
- Du skal være boligløs
- Du skal have folkeregisteradresse i Tårnby Kommune
- Dit boligproblem skal være opstået i Tårnby Kommune
- Du skal være ude af stand til at selv at skaffe en bolig
- Du skal være skrevet op i mindst 2 boligselskaber og kunne dokumentere det.
Folke- og førtidspensionister
Hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist, skal du ringe til Socialcenterets Pensionistteam på telefon 32 47 11 60.
Søg om at komme på akutboliglisten
Du skal søge om at komme på akutboliglisten på borger.dk.
Vi kan have behov for, at du sender dokumentation i forbindelse med din ansøgning om optagelse på akutboliglisten. Derfor vil vi nogle gange bede dig om dokumentation.
Når du har søgt om at komme på akutlisten
Når du har sendt en ansøgning til akutboliglisten, kan vi anmode om yderligere oplysninger fra dig.
Har vi ikke hørt fra dig inden for 2 måneder i forhold til de oplysninger, som vi mangler, sletter vi din ansøgning.
Du modtager et brev i e-boks
Du er først skrevet på akutboliglisten, når du har modtaget et brev i din e-boks fra os. Det er ikke nok, at du har sendt en ansøgning.
Du skal søge videre, mens du venter
Selvom du er kommet på akutboliglisten, skal du fortsætte med at søge efter en bolig selv.
Du skal rykke hver 2. måned
Det er vigtigt, at du husker at rykke for bolig hver 2. måned.
Hvis akutboliglisten ikke modtager besked om, at du fortsat ønsker at stå på listen, hvis du fraflytter Tårnby Kommune eller selv finder en bolig, vil du blive slettet fra listen.
Hvis du takker nej
Hvis du takker nej til et boligtilbud, vil du blive slettet fra akutboliglisten.
Husdyr
Du skal være opmærksom på, at du i mange tilfælde ikke må have husdyr i anviste boliger.
Spørgsmål til din sag
Har du spørgsmål eller kommentarer til din sag, skal du skrive til: akutboliglisten@taarnby.dk
Du kan ikke klage
Hvis vi afviser din ansøgning, er det en administrativ afgørelse. Sådan en afgørelse kan du ikke klage over til en anden administrativ myndighed.