Beskær træer og klip din hæk
Skab plads til fortorv, cykelsti og vej
Faste hegn langs gade, vej, sti eller plads skal stå på egen grund. Har du levende hegn skal det være plantet, så bevoksningen til enhver tid kan holdes indenfor skellinjen.
Skellinjen ligger typisk ved bagkanten af el-skabe, lysmaster, vejskilte mv, som normalt står cirka 20-30 cm fra fortovets bagkant.
Fortovet kan deles op i 3 dele:
- Inventarzone mellem gangbane og vej eller cykelsti. Her står fx vejskilte, affaldsspande og lysmaster
- Gangbane. Vi anbefaler at gangbanen er 1,8 meter bred, men den skal minimum være 1,35 meter bred
- Udligningszone mellem gangbane og skel. Udligningszonen bruges til fx trappestene og henstilling af cykler.
Træer må gerne vokse ud over skel, men
- Vejen skal være fri i en højde af min. 4,2 m
- Fortov, cykelstier og rabatter skal være fri i en højde af min. 2,75 m.
Hold afstand til luftledninger
Når du beskærer træer og buske i nærheden af luftledninger, skal du holde god afstand:
- Lodret afstand: 1,5 meter
- Vandret afstand: 3 meter (målt fra jorden).
Tegningen viser det grå felt omkring ledningerne, som du ikke må arbejde i.
Kontakt os for at få hjælp
Du skal kontakte os og bede om professionel hjælp, når
- Buske og træer rører ledningerne
- Du ikke har mulighed for at holde den korrekte afstand til ledningerne.
Uenighed om hæk og hegn mellem grunde
Hvis du og din nabo er uenige om et fælles hegn og ikke selv kan løse problemet, kan I få hjælp fra Hegnsynet.
Hegnsynet kan hjælpe med sager, hvor der er uoverensstemmelser mellem naboer om et fælles hegn. Hegnsynet fungerer først og fremmest som mægler i sagen, men hvis I ikke kan blive enige, afgør Hegnsynet sagen.
Reguler dit terræn
Hvis du vil regulere terrænet på din grund, skal du være opmærksom på nogle regler. Du skal følge lovgivningen på området og eventuelt dit områdes lokalplan.
Du skal søge om tilladelse til arbejdet.
Arbejdet må ikke være til gene
Reguleringen må ikke være til gene for dine naboers grunde. Det er altid dit ansvar at sikre, at arbejdet ikke er en ulempe for andre.
Almindelige risici og gener er
- Jordskred
- At overfladevand ledes til naboers grunde.
Søg om tilladelse til at nedsive regnvand
Overfladevand skal nedsives på egen grund. Det må ikke ledes til veje, stier eller nabogrunde.
Du skal søge om tilladelse til at nedsive regnvand fra tage, åbne pladser og andre befæstede arealer.
Skorstensfejer
Hvis du har en skorsten på dit hus, har du pligt til at få den renset af en skorstensfejer mindst én gang om året.
Skorstensfejermester i Tårnby
Vi samarbejder med Skorstensfejermester Carsten Kjær, som sørger for den lovpligtige skorstensfejning i Tårnby Kommune.
Hvornår skal du kontakte skorstensfejeren?
Du skal kontakte skorstensfejeren, hvis
- Du har spørgsmål til udførelsen af arbejdet
- Du har spørgsmål om de ydelser, du skal betale
- Din brændeovn er blevet lukket
- Du er skiftet til fyringsanlæg, der ikke kræver skorsten.
Kontakt eventuelt Tårnby Kommunes Brandvæsen, hvis du har spørgsmål om skorstensfejermesteren.
Opkrævning og tilbagebetaling af gebyr
Vi opkræver gebyrer for skorstensfejning via ejendomsskatten, men det er skorstensfejeren selv, der betaler beløb tilbage, der er opkrævet ved en fejl.
Selvom du mener, at gebyret ikke er rigtigt, skal du altså stadig betale det beløb, der står på ejendomsskattebilletten. Derefter skal du henvende dig direkte til skorstensfejeren og få ham til at tilbagebetale beløbet. Du får ikke en ny ejendomsskattebillet, selvom du skal have penge tilbage.
Til- og framelding
Du skal kontakte skorstensfejeren, hvis du har fået bygget eller nedlagt en brændeovn og skorsten.
Skorstene skal renses mindst én gang om året af en skorstensfejer. Du kan derfor kun framelde dig skorstensfejning, hvis lukningen af brændeovn og skorsten er blevet bekræftet af en skorstensfejer.
Gebyrer 2021
De enkelte gebyrer er ekskl. moms.
Skorstensfejning
-
For første skorsten indtil 10 meters højde: 111,70 kroner
-
For efterfølgende skorstene i samme højde på samme ejendom: 87,50 kroner
-
For hver påbegyndt meter over 10 meter yderligere: 3,96 kroner.
Rensning af ildsteder, hvor soden ved rensningen samles i ildsteder
-
Centralkedler: 255,02 kroner
-
Brændeovne: 127,47 kroner.
For skorstene og ildsteder af størrelse fra 35 - 116 kW forhøjes med 50%, fra 116 - 232 kW med 100% og fra 232 kW med 150%.
For skorstene, der fejes ud over det lovpligtige antal gange, forhøjes gebyrerne med 50% for yderligere fejninger, med mindre gebyret i forvejen er forhøjet.
Rensning af røgrør og røgkanaler
-
For rør og kanaler med indtil 35 x 35 cm, indvendigt mål, for første meter: 59,08 kroner
-
For efterfølgende påbegyndt meter: 28,82 kroner
-
For rør og kanaler på over 35 x 35 cm betales for første meter: 117,81 kroner
-
For efterfølgende påbegyndt meter: 59,08 kroner
Hvis kanalen kun kan renses ved, at skorstensfejeren går igennem den, kan han se bort fra de faste gebyrer, og i stedet aftale prisen direkte med brugeren. Der vil så blive taget hensyn til afstanden til og fra det sted, hvor fejningen bliver udført.
Tilkald til ekstra skorstensrensning
Der betales efter tidsforbrug og befordringsgodtgørelse efter samme takst som for statens tjenestemænd.
Rensning af røgovne og røgkamre, der skal udføres udenfor de sædvanlige skorstensfejninger
Der betales efter tidsforbrug og befordringsgodtgørelse efter samme takst som for statens tjenestemænd.
Brandpræventivt syn og syn i forbindelse med afmelding af skorsten
111,70 kroner.
Udfræsning af skorstene
Der betales efter tidsforbrug til den, til enhver tid, gældende svendetimeløn og befordringsgodtgørelse efter samme takst som statens tjenestemænd.
Tilkaldelse til skorstensild
Der betales efter tidsforbrug til den, til enhver tid, gældende svendetimeløn og befordringsgodtgørelse efter samme takst som statens tjenestemænd.
Tilmelding af nye skorstens- og ildsteder
423,39 kroner.
Påtegning af prøvningsattest
115,00 kroner.