Sundhedsplejen tilbyder alle Tårnby Kommunes gravide, børn og familier støtte til at fremme barnets udvikling, trivsel og sundhed.
Sundhedsplejen støtter Tårnby kommunes forældre i at opbygge et hverdagsliv og forældreskab der skaber en tryg ramme omkring barnet. Familien er barnets første fællesskab og har en afgørende betydning for dets opvækst. Derfor er arbejdet med familiedannelse og familiens trivsel sundhedsplejens kerneområde.
Sundhedsplejen arbejder med mange forskellige familier og tilbyder nuanceret og behovsrelateret støtte og vejledning som tager udgangspunkt i den enkelte families behov.
Sundhedsplejen har siden 1937 været en del af det danske sundhedsvæsen. I Tårnby Kommune er vi 12 sundhedsplejersker der er med til at sikre en sundhedsfremmende og forebyggende indsats overfor gravide, børn, unge og deres familier.
Vi er et tilbud til alle og i en bred vifte af fagligheder indgår vi i tværgående samarbejder om barnets sundhed, trivsel og udvikling.
Sundhedsplejens konsulentfunktion
Tårnby sundhedspleje tilbyder generel vejledning og rådgivning omkring børn og unges sundhed og trivsel, både på gruppeniveau og individuelt ved særlige behov. Derudover tilbydes vejledning, rådgivning samt tilsyn om sundhedsforhold, herunder hygiejne og miljø.