Formålet med familiebehandling er at familier, børn og unge med problemer får hjælp til at fungere bedst muligt igen.
Hvem kan få familiebehandling?
Familiebehandling er hjælp til familier med problemer, som de ikke kan løse selv. Det er et forløb, som skal støtte og hjælpe familien med at løse problemerne.
Familiebehandling kan komme på tale, hvis nogle udtrykker bekymring for barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Bekymringen kan komme fra
- Forældre
- Dagtilbud
- Skole
- Fritidstilbud
- Andre i kontakt med barnet eller den unge.
Sådan er forløbet
Familiearbejdet tager udgangspunkt i en børnefaglig undersøgelse. Undersøgelsen sker i et samarbejde mellem familien og en sagsbehandler i familierådgivningen. Den skal klargøre barnets eller den unges problemer, og er udgangspunktet for arbejdet med familien.
Forløbet starter med et møde, hvor vi taler om de særlige behov og ønsker, der er for forandringer i familien. Det er forskelligt, hvem der er med til det første møde. Det kan være den ene eller begge forældre, sagsbehandleren, måske børnene eller andre vigtige personer.
Hvordan foregår det?
Familiebehandlingen varetages af en familiebehandler.
Behandlingen kan foregå i forskellige sammenhænge, fx som
- Samtaler med hele familien eller dele af familien
- Individuelle samtaler
- Familieaktiviteter som skal udvikle familien
- Netværksmøder
- Familieøvelser med feedback
Hvor og hvor ofte mødes vi?
Den enkelte familie og familiebehandleren aftaler hvor og hvor ofte, det giver mening at mødes. Det er typisk flest møder i starten af forløbet. Med tiden vil der gå længere tid imellem.
Familien skal imellem møderne øve sig i nye måder at være familie på.
Hvem er med til møderne?
Efter hvert møde aftaler familiebehandleren med familien, hvem der skal inviteres med næste gang.
Nogle gange kan det være relevant at invitere en pædagog eller skolelærer med. Det kan også være relevant, at fx en tæt veninde eller bedsteforældre er med til et møde.
Når forløbet afsluttes
Familiebehandleren skriver en status over forløbet, når familiebehandleren og familien afslutter forløbet. Familien må altid læse beskrivelsen igennem, inden den sendes til sagsbehandleren.