Hvem kan få rådgivning?
Forældre, børn og unge under 18 år, der oplever problemer i hjemmet, kan få støtte og rådgivning hos Åben anonym rådgivning. Rådgivningen er gratis og anonym, og I skal bo i Tårnby Kommune.
Problemer i hjemmet kan være
- Problemer mellem forældre i en grad, hvor det skaber bekymring for barnets trivsel og udvikling
- Problemer mellem en forælder og et barn
- Problemer mellem søskende, som går ud over børnenes trivsel og udvikling
- Problemer relateret til samlivsbrud
- Uenighed og problemer i forbindelse med opdragelse
- Bekymringer for et barns eller den unges generelle trivsel og udvikling
- Problemer med at få hverdagen i den sammenbragte familie til at fungere
- Bekymringer om misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.
Hvis I er i tvivl om problemets art, og om den åbne anonyme rådgivning er for jer, er I velkomne til at ringe og få det afklaret.
Hvordan får jeg rådgivning?
Du skal bestille tid til rådgivning. Når du har bestilt tid, kan du enten få rådgivning telefonisk eller ved at møde op i Familiehuset.
Det er kun muligt at få en tid samme dag, som du ringer og bestiller tid.
Sådan gør du
- Ring til Åben anonym rådgivning indenfor vores telefontid
- Aftal tid til enten telefonisk rådgivning eller rådgivning ved personligt fremmøde samme dag
- Mød op samme dag i Familiehuset eller bliv ringet op til den aftalte tid.
Hvis I allerede har kontakt til PPR via dit barns dagtilbud eller skole, skal I henvende jer til dem.
Målet med samtalen
Målet med samtalen er, at I som familie kan gå hjem og gøre nogle ting anderledes. Afhængigt af problemets art får I værktøjer med hjem til at løse problemet på egen hånd.
Hvis det er relevant for jer, kan I også få hjælp til, hvor I kan henvende jer efter mødet for at få mere støtte og rådgivning.
Hvem er vi?
I rådgivningen sidder rådgivere klar til at hjælpe jeres familie.
Rådgiverne er uddannede pædagoger, psykologer og lærere med relevant efteruddannelse indenfor familieområdet. De er alle fagligt klædt på til at rådgive om alle mulige problemstillinger, som kan opstå i familier.
Anonym henvendelse
I rådgivningen har vi tavshedspligt. Dog har vi pligt til kontakte de sociale myndigheder, hvis vi vurderer, at barnet ikke kan komme i trivsel på baggrund af den åbne anonyme rådgivning. Så har vi pligt til at sørge for, at problemet bliver løst på en anden måde.
Hvis du giver samtykke til det, registrerer vi din henvendelse. På den måde kan vi nemmere tage sagen op igen på et senere tidspunkt, hvis der bliver behov for det.