Om huset
Vi har plads til 190 børn.
Hele området på Munkebjergvej 125 indbyder til leg, kreativ udfoldelse og bevægelse.
Vi er ved at bygge en parkourbane og vi har svævebane, boldbaner og en dejlig natur til vores rådighed.
I vores hus finder du forskellige værksteder, fx et kreaværksted, et musikværksted og et grovværksted, men vi har også en dansesal, der også bruges til yoga.
Cafeen er hjertet i huset. Her har vi spil, samvær, billard, Playstation og i umiddelbar forlængelse heraf, hyggerum, computerrum m.m.
Baren i cafeen udgør samlingspunktet og her kan man købe frugt, toast ol. til den lille sult.
Vi har også et fint køkken som vi sammen med børnene benytter til madlavning, bagning osv. f.eks i forbindelse med aftenarrangementer.
Pædagogiske principper, værdier og mål
Tryghed, tillid, fordybelse, nærvær og åbenhed er nogle af de pædagogiske værdier, vi arbejder med. Vores personale er opmærksom på både dit barns individuelle udvikling samt dit barns evne til at indgå i sociale relationer.
De forskellige aktiviteter og arrangementer, vi tilbyder vores medlemmer, indebærer også, at dit barn udviser ansvar for de øvrige deltagere samt personale, ved fx at melde afbud ved udeblivelse.
Endvidere er vores pædagogiske tilbud i høj grad ment som en appel til de kreative sanser hos børnene. Dels for at øge det enkelte barns selvværd gennem fx optræden med musik, dans og teater, dels for at gøre brug af finmotorik, praktisk sans og fantasien, gennem rollespil og vores mange værksteder.
Pædagogiske principper
Vi har fokus på både individet og fællesskabet.
Vi bestræber os på så høj grad af selvstændiggørelse af børnene som muligt gennem hjælp til selvhjælp og gennem både formel og uformel medbestemmelse og indflydelse for børnene. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og dennes udvikling.
Målsætning
At skabe rum for udvikling, at støtte og vejlede børnene i deres udvikling såvel socialt som individuelt.