Ved det anmeldte tilsyn gennemfører den tilsynsførende pædagogiske konsulent observationer i 7-8 timer i hver afdeling, hvilket betyder, at observationerne foregår over to dage i børnehuse med både vuggestue og børnehave. For at fremme uvildigheden i tilsynet, er det ved det anmeldte tilsyn ikke dagtilbuddets faste pædagogiske konsulent, der fungerer som tilsynsførende. Lederen af dagtilbuddet samt en eller flere medarbejdere gennemfører også observationer i deres eget dagtilbud i samme periode. Observationsredskabet KIDS anvendes som en fælles ramme for observationerne. KIDS er et forskningsbaseret og danskudviklet redskab til evaluering og udvikling af den pædagogiske kvalitet i daginstitutioner. KIDS fokuserer på tre overordnede udviklingsområder: ”Fysiske omgivelser”, ”Relationer” samt ”Leg og aktivitet”. I børnehaver (og børnehaveafdelinger i integrerede børnehuse), er det desuden et krav, at dagtilbuddet afdækker børnenes eget perspektiv på, hvad der er godt og mindre godt i deres dagtilbud. Det kan fx ske gennem børneinterviews. Tilsynsmøde Observatørerne mødes til et tilsynsmøde, hvor KIDS resultaterne gennemgås, sammenlignes og uddybes med eksempler. I børnehaver/børnehaveafdelinger fremlægger lederen også resultatet af undersøgelsen af børnenes perspektiv. Under tilsynsmødet drøftes det hvilke udviklingsbehov, der kan identificeres, og hvordan det kan være relevant at arbejde med dem. Udover den tilsynsførende og de interne observatører deltager dagtilbuddets faste pædagogiske konsulent samt den tilknyttede pædagogiske vejleder også i tilsynsmødet. Tilsynsrapport, udviklingsplan og opfølgning Den tilsynsførende konsulent udarbejder herefter en tilsynsrapport, der offentliggøres på Tårnby Kommunes hjemmeside. Inden offentliggørelsen får lederen af dagtilbuddet rapporten til gennemsyn. Dagtilbuddets ledelse drøfter tilsynsrapportens indhold med det pædagogiske personale og med forældrebestyrelsen og udarbejder en udviklingsplan, der indeholder konkrete udviklingsinitiativer, som afspejler tilsynets hovedpointer. 6 måneder efter tilsynsmødet afholdes et opfølgningsmøde mellem dagtilbuddets ledelse, den fast tilknyttede pædagogiske konsulent og den pædagogiske vejleder. Her fremlægger dagtilbuddet status på arbejdet med udviklingsplanen og får sparring fra mødedeltagerne.