I Tårnby Kommune føres der pædagogisk tilsyn med alle dagtilbud for at sikre, at kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer lever op til gældende lovgivning og til det serviceniveau, som kommunen har fastsat på det pædagogiske område.
Tilsynet er et vigtigt redskab til at understøtte den løbende udvikling af kvaliteten i det enkelte dagtilbud. Det betyder, at tilsynet også sætter fokus på de områder, hvor dagtilbuddet kan udvikle og styrke den pædagogiske praksis. Tårnby Kommune er forpligtet til at føre tilsyn med det pædagogiske indhold i kommunens dagtilbud i henhold til dagtilbudslovens § 5. Tilsynspraksis I Tårnby Kommune gennemføres der anmeldt pædagogisk tilsyn i alle dagtilbud hvert andet år. På baggrund af tilsynet udarbejder dagtilbuddet en udviklingsplan. 6 måneder efter det anmeldte tilsyn afholdes et opfølgningsmøde, hvor dagtilbuddets leder redegør for status på arbejdet med udviklingsplanen. I perioden indtil det næste anmeldte tilsyn gennemføres der flere supplerende uanmeldte tilsyn med særligt fokus på at observere den pædagogiske praksis i relation til de udviklingsområder, som dagtilbuddet arbejder med. Tilsynsmodellen omfatter både kommunale og private dagtilbud. Læs en beskrivelse af Tårnby Kommunes tilsynsmodel her