Vuggestuen har plads til 33 børn. Børnehaven har plads til 42 børn. Vores børn er i alderen 0 til 5 år.
Om børnehuset
I børnehuset er vi ansat 20 medarbejdere, 9 pædagoger, 7 medhjælpere, 1 leder, 1 souschef og 1 afdelingsleder. Vi har en køkkenansvarlig og rengøringen varetages af Tårnby Kommune.
Vi er opdelt i 2 adskilte huse.
I det ene hus er der en afdeling for 42-45 børnehavebørn opdelt i 3 grupper.
I det andet hus er der 2 grupper med 22-23 vuggestuebørn og den sidste stue har 15-16 Spilop børn på 3-4 år.
Spilopperne er en overgangsgruppe for de 3-4 årige børn fra vuggestuen inden de flytter videre til den store børnehave.
Vi har skofri zoner i alle afdelinger. Vores legepladser hænger sammen, dog adskilt af et hegn og en låge, som ofte er åben. Vi prioriterer udelivet og bruger naturens forskellige årstider.
Vuggestuen
Vi har 2 vuggestuegrupper, de arbejder i grupper på tværs og tit med åbne døre, men i perioder har de mindre børn brug for mere trygge rammer, og så er der kun i mindre grad åbne døre.
Spilopperne
Spilopperne fungerer som en overgangsgruppe fra vuggestuen til børnehaven. Gruppen som har 15 børn i alderen 2,8 år til 4 år har til huse i samme afdeling som vuggestuen. Men de samarbejder på tværs af afdelingerne både med børnehaven og vuggestuen.
Børnehaven
Børnene er gruppeopdelt, når vi tager på ture, spiser og ved nogle aktiviteter. Vi har base på skift hver 3. uge på vore 3 stuer som er funktionsopdelte. I ydertimerne kan børnene bevæge sig frit og lege og skabe venskaber på tværs. Efter frokost er vi altid ude 1½-2 timer i alt slags vejr. Vi arbejder i temaer, hvor naturen og årstidens traditioner indgår.
Pædagogiske værdier og principper
Vores mål er, at børnene føler sig respekteret og lyttet til, og at deres mening betyder noget. Derudover ønsker vi at skabe små og alsidige læringsmiljøer, der tilgodeser både individuelle og sociale behov og kompetencer.
Pædagogiske principper
Vi tilbyder børnene et læringsmiljø i trygge rammer, og vi vægter ærlighed og åbenhed højt. Børnene skal møde nærværende og omsorgsfulde voksne, som er gode rollemodeller, og som kan aflæses. Forældrene skal modtages med åbenhed, og vi bestræber os på at opbygge en gensidighed tillid i samarbejdet.
Kostpolitik
Børnehuset Tømmergrunden har en kostpolitik, som også findes på opslagstavlerne ved indgangen i begge afdelinger. Vi er slik fri og har et begrænset brug af sukker. Vi benytter os ofte af sunde alternativer til fødselsdage og særlige lejligheder.
Alle børn i Tømmergrunden får formiddagsfrugt.
Vuggestuebørnene får fuld forplejning, og vi sørger for, at mælk og grønt altid er økologisk.
Børnehavebørnene skal have madpakker med og får eftermiddags mad fra køkkenet.
Hvis Jeres børn skal have morgenmad, skal de være her senest kl. 07.00. Vi forsøger at give børnene en god start på dagen med en rolig morgen, så vi opfordrer derfor til, at Jer der har mulighed for det, spiser morgenmad med jeres børn hjemme.
Krop og bevægelse
Pædagogisk idræt/leg og bevægelse er med i vores planlægning både ude og inde.
Sproglig udvikling
I børnehuset Tømmergrunden vægter vi børns sproglige udvikling højt. Målet er at give børnene mulighed for at udvikle et nuanceret sprog gennem dagligdagens aktiviteter.
Tilsyn
Forvaltningskommentar
Der har været opfølgende tilsyn i Børnehuset Tømmergrunden i efteråret 2019. Opfølgningen er en samtale med ledelsen, hvor de skal give svar på, hvordan de er gået til opgaven med de opmærksomheder, der havde været ved tilsynet året før.
Noget af det der var tydeligt ved tilsynet i 2018 var, at der var mere at arbejde med i børnehaven end i vuggestuen. Det gælder stadig i 2019, selvom der er blevet iværksat mange initiativer.
Helt overordnet er der en vuggestue afdeling der fungerer fint og en børnehave afdeling der stadig ikke helt lever op til de forventninger forvaltningen har.
Forvaltningen er blevet betrygget i, at der er et langt stærkere ledelsesteam i dag end tidligere. Der er et godt formaliseret samarbejde i ledelsen.
Ud over det, så er der sat meget fokus på fagligheden i institutionen, først og fremmest ved at udvikle kompetenceteams på tværs af afdelingerne. Tømmergrunden beskriver selv, at det i børnehaveafdelingen ikke er alle der trækker læsset lige meget, hvilket er et arbejdsopgave i den kommende tid.
Forvaltningen har tiltro til, at Tømmergrunden arbejder videre med indsatsområderne og vi har aftalt, hvordan vi kommer til at indgå i udviklingsprocesserne for den kommende periode.
Forældrebestyrelsen bliver i dag i langt højere grad inddraget i drøftelser omkring de overordnede principper. De er med til at sikre, at Tømmergrunden i fremtiden vil fremstå som en enhed mellem
børn, forældre og personaler.
Vi er som forvaltning betrygget i, at der er udvikling i Børnehuset Tømmergrunden, men vi ved også, at vi er nødt til at være med til at sikre den stabile udvikling fremadrettet.