Fysiske rammer Indendørs Børnehaven er en hyggelig og overskuelig institution med plads til 55 børn. Den er beliggende i en bygning fra 1993, som også huser en SFO i den modsatte ende af huset. Institutionen råder desuden over en pavillon på matriklen, der benyttes som et ekstra rum til grupper og aktiviteter. Inde i hovedbygningen findes to børnehavegrupper, hver med deres egen stue og tilhørende toiletter, hvilket skaber trygge og overskuelige rammer for børnene. Derudover er der et mindre rum til fordybelse, hvor børnene kan læse bøger eller spille spil, samt et lille rum dedikeret til rollelege. Et puderum og den lange gang giver børnene mulighed for fysisk udfoldelse og leg indenfor. Pavillonen med tilhørende legeareal bruges af både storgruppen og andre opdelte grupper, hvilket sikrer gode muligheder for alsidig leg og samvær i trygge rammer. Udendørs Vi er stolte af vores unikke udearealer, som sjældent ses i et storbymiljø. Vores legepladser og tilstødende boldbane er alle smukt omkranset af høje træer, der skaber en tryg og naturskøn ramme for børnenes leg og udfoldelse. Udover legepladsen ved pavillonen har vi en stor fælles legeplads ved hovedhuset, som inviterer børnene til bevægelse, fantasi og til at udforske naturen gennem leg. Her findes blandt andet en cykelbane, små huse, sivhytter, sandkasse, balancegang, gynger, klatretræ og mange andre muligheder. Udearealerne giver også plads til kreative aktiviteter, historiefortælling og stille stunder. Derudover har vi mulighed for at benytte SFO ’ens store legeplads i formiddagstimerne, når den ikke er i brug af deres børn, hvilket udvider vores muligheder for bevægelse og leg i det fri. Nærmiljø Vi benytter aktivt vores lokalområde som en naturlig forlængelse af børnenes læringsrum gennem oplevelser og aktiviteter. Vi øver os i at gå ture til fods, men har også to el-ladcykler, som gør det muligt nemt at tage på længere ture ud i nærmiljøet. Disse små udflugter styrker fællesskabet blandt børnene, hvor de børn, der for eksempel sidder sammen i ladcyklen, får mange positive og sociale oplevelser sammen. Derudover bruger vi lokalsamfundet som en ressource i vores pædagogiske arbejde ved at; Besøger Den Blå base og naturskolen Tager på tur rundt i Tårnby både på gå ture og el-cyklerne Besøger legepladser i lokalområdet Leger på Travbakken og byparken Besøge hovedbiblioteket – både for at deltage i deres aktiviteter, men også for at bruge deres bøger og faciliteter til læsning Tager på busture Deltager i lokale aktiviteter (kirkebesøg, legepatruljearrangementer, sundhedsugen, juletræstur og så videre) Tager på ”jungleture” i et lille skovområde ved siden af børnehaven Bruger Tårnby stadion, hvor vi benytter os af aktiviteter som løb, højde- og længdespring  Turene tager gerne udgangspunkt i vores værdier og hvad børnene er optagede af. Fx kan det være, at børnene er optagede af køretøjer, så kører vi ud og kigger på busser, metroen og hvad vi ellers møder på vores vej. Vi tager også gerne på ture, hvor vi ikke har andet formål end at følge børnenes spor og lade dem opdage hinanden og vores dejlige lokalsamfund. Personalesammensætning Vi er 7 faste medarbejdere tilknyttet børnehaven bestående af: 3 pædagoger, 1 meritstuderende, 1 andetårsstuderende, 1 PAU-medarbejder og 1 pædagogmedhjælper - ud over lederen, samt mulighed for vikarassistance ved behov.  Vi har kommunal rengøring hver morgen, hvilket sikrer et rent og trygt miljø for børn og personale. Madordning Børnehaven har ikke eget institutionskøkken, og indtil videre har forældrene valgt at fravælge madordning udefra. Hvert andet år får forældrene mulighed for at tilkendegive, om de ønsker at fravælge et brugerbetalt sundt børnemåltid. Hvis et flertal tilkendegiver ønske om frokostmåltidet, bliver det obligatorisk for alle børn at deltage i ordningen.