Vi er en naturbørnehave med plads til 46 børn i alderen 3 til 6 år.
Om børnehaven
Fysiske rammer
Indendørs
Vi er normeret til 46 børn. Børnehaven ligger i et villakvarter tæt ved Amager Fælled, Naturskolen samt direkte busforbindelse til Kongelundsskoven. Når du træder ind i huset bliver du mødt af en hjemlig atmosfære med glade børn og nærværende, fagligt stærke voksne, som brænder for det gode børnemiljø og børneliv, både inde og ude.
Børnehaven er i 2 plan med læringsmiljøer på hver etage. På 1. sal er der fokus på musik, krop og bevægelse, og i stueetagen på det kreative og æstetiske. Børnehaven er ikke stueopdelt, men børnene er opdelt i 4 grupper af 12 børn, med en tydelig visuel struktur, der danner rammen for en rød tråd af aktiviteter i det enkelte læringsmiljø. Her guides børnene gennem hverdagen og ugens forløb. Børnene er opdelt i grupperne i det tidsrum hvor de er i formiddagens aktivitet samt under måltiderne, frokost og frugt.
Forældrene oplever, at det er en styrke, at børnene kan lege på kryds og tværs, og kender alle voksne i personalegruppen. De oplever fordelen ved, at deres børn hurtigt bliver vant til at færdes i hele huset, og styrker deres relationer på tværs af børnefællesskabet.
Vi arbejder tematisk, hvor alle 6 læreplanstemaer er i spil dagligt. Vi har i alle læringsmiljøer, både de pædagogiske rutiner, overgange og pædagogiske aktiviteter, et særligt fokus på interaktionen i nærværet med det enkelte barn, for bl.a. at understøtte den sproglige udvikling.
Udendørs
På legepladsen er der en hytte, der også fungerer som naturværksted med dyrehold af både krybdyr, insekter og gnavere. Der er også fuglevoliere og en hønsegård med fritgående høns på legepladsen.
Uderummet er et dejligt område med beplantning, urtehave, bålplads og niveauforskelle, som indbyder til motoriske og sanselige oplevelser og forskellige lege hos børnene, både egne uformelle og dem som de voksne igangsætter.
På legepladsen forsøger vi at vække børnenes opmærksomhed om biodiversitet og bæredygtighed (for planter og til gavn for insekter og dyr), ved at lade græs og ukrudt vokse vildt, ligesom vi sammen med børnene dyrker urtehave og sår blomster. Børnene får indsigt i den store diversitet af insekter på legepladsen, ved muligheden for at lede efter krible-krabledyr under sten og træstubbe, og mellem bambus, buske og træer.
Med vores særlige fokus på udeliv og bevægelse, ser vi naturen som et unikt rum for læring, hvor vi vækker børnenes nysgerrighed. Bevægelse baner vejen for at udforske, afprøve, nyde og forstå det fysiske såvel som det kulturelle miljø og naturen. Når vi arbejder med bæredygtighed, er børnene desuden ekstra opmærksomme på affald i naturen og hvordan vi passer på den (ved at samle op og smide ud i en skraldespand).
Nærmiljø
Vi tager dagligt på ture ud af huset med en gruppe børn. Turene går som oftest til Fælleden, hvor der med åbne arealer er plads og frirum til et mentalt afbræk for både børn og voksne. Vi bruger i høj grad lokalsamfundet. De fysiske faciliteter som Naturskolen, Blå Base, Ugandaskoven, Kongelundsskoven og de legepladserne tæt på.
Vi er åbne og udforsker muligheder i vores nærmiljø. Vi bliver også ofte inviteret med til forskellige arrangementer. Af kulturtilbud i nærområdet bruger vi biblioteket, Kastrupgårdsamlingen, Kulturhuset Kastrup Bio og Blå Planet. Vi har også etableret et samarbejde med det nærliggende plejehjem.
Hvorfor naturbørnehave
- For at inspirere børn til at færdes i naturen og for at stimulere deres nysgerrighed, så de få lyst til at udforske de opgaver og udfordringer de møder, "i børnehøjde".
- For at styrke børnenes motorik, med naturen som klatreredskab.
- Skabe miljøbevidste børn med respekt for natur og miljø, samt styrke deres handlekraft og kompetencer - troen på at vi, stor som lille, kan gøre en forskel.
- Opleve naturen og derved skabe en hverdag, med sjove og livsbekræftende oplevelser.
- Skabe ro og rum til fordybelse, i en til tider larmende hverdag, med mange indtryk.
- Vi ser naturen som et læringsrum, der bidrager til barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse.
- Naturen giver sanseoplevelser - mulighed for at eksperimentere - plads til legemuligheder, samt at sanser og motorik bliver stimuleret.
- Naturen er verdens bedste legeplads. Vi ønsker at børnene skal vide mere om naturen, dens ressourcer og kredsløb.
- Vi vil gerne lære børnene at holde af naturen, så de også passer på den når de bliver voksne.
Personalesammensætning
Vi er i alt 9 pædagogiske medarbejdere, både mænd og kvinder, der er med til at skabe en god dynamik i arbejdsmiljøet og i det pædagogiske arbejde, til gavn for børnenes udvikling, trivsel, dannelse og læring.
I perioder har vi desuden tilknyttet studerende fra seminariet. Vi har 5 pædagoger (hvoraf de 2 indgår i ledelsesteamet) og 4 pædagogmedhjælpere.
Vi har kommunal rengøring, hvilket betyder at børn og voksne dagligt møder ind til et dejligt rengjort hus. Vi sætter stor pris på, at vores fysiske rammer er vedligeholdt og byder os velkomne.
Ingen madordning
Børnene har selv egen madpakke med hjemmefra, da vi ikke har en madordning.
I børnehaven har vi en nul-sukker holdning. Forældrebestyrelsen og personalet er enige om holdningen til en sund madpakke uden sukkerholdige madvarer.
Når vi modtager nye familier, vejleder vi forældre med anbefalinger til indhold i madpakken. Vi har fokus på hvad forældrene rent faktisk ønsker at barnet spiser, med udgangspunkt i at skabe en børnehavedag for barnet hvor der er energi til leg og udfordringer i fællesskabet. Vi oplever en fælles forståelse og opbakning fra forældrene, om nul-sukkerholdige fødevarer i madpakker og ved fødselsdage.
Besøg børnehaven
Vi tilbyder interesserede forældre en rundvisning i børnehaven. Rundvisningen er klokken 9.30-10.00 eller klokken 14.00-14.30. Ring og aftal en tid inden.
Nogle gange holder vi rundvisninger i grupper for at udnytte ressourcerne bedst muligt sammen med børnene.
Pædagogisk grundlag
Hvert barn er unikt med muligheder og rettigheder til at udfolde sig i fællesskabet. Det gode børneliv er et liv med plads, tid og ro til at være barn og med et nært tillidsskabende pædagogisk personale, der giver barnet nærvær, omsorg og tryghed til at kunne lære og udvikle sig.
Vi ser børnene som kompetente og selvstændige, med individuelle udviklingsbehov, samtidig med, at de alle har brug for omsorg og udfordringer, positive forventninger og tillid fra det pædagogiske personale.
Vi tilstræber at skabe rammer hvor børnene kan udvikle ansvar og empati og blive nysgerrige på verden der omgiver dem. En social egenskab til at kunne se og forstå andre børns følelser. Evnen til at se og forstå begrebet "vi" og ikke kun "jeg". Vi vil, som pædagogisk personale, gøde og støtte deres underen og nysgerrighed. Det er vigtigt for os, at børnene, når de skal videre fra børnehaven, har et solidt selvværd og evner at indgå i sociale fællesskaber.
Desuden ønsker vi at udvikle kritisk tænkende børn. Kompetencen kritisk tænkning definerer vi som børnenes begyndende udvikling og lyst, til at undersøge og genoverveje egne perspektiver - at der findes andre perspektiver end deres egne. Det udvikles ved, at det pædagogisk personale indtager en faciliterende rolle, hvor vi understøtter dialogen og interaktionen mellem børnene ved åbne og nysgerrige spørgsmål.
Vi ønsker, at børnene opøver tolerance for hinandens forskelligheder og kulturer, samt en god humoristisk sans. Vi ser humor som en kommunikationsform og en måde at danne relationer på, da børn med humor har lettere ved at håndtere modgang og pressede situationer. Humor er med til at give adgang til fællesskabet og sociale relationer. Humor er ikke noget der skal forceres, men det skal udvikles og komme i naturlige sammenhænge.
Desuden forsøger vi at udvikle motorisk stærke og sunde børn, med et indgående kendskab til kost, bevægelse og kroppens egenskaber.
Forældresamarbejde
Forældresamarbejde er det vigtigste arbejdsredskab for at bygge bro mellem jeres barns liv hjemme og barnets liv i børnehaven. Det pædagogiske personale tilstræber så vidt muligt, at de dagligt har dialog med jer om jeres barns trivsel og udvikling. Den daglige dialog er med til at give os et fælles ståsted og forståelse af emner, som der ellers kan være meget forskellige vinkler på. Vi lægger dagligt billeder på Aula, så I forældre kan følge med i, hvad jeres barn oplever i børnehaven og understøtte sammenhæng mellem børnehave og hjem.
Derved kan I tale videre hjemme og lytte til barnets fortællinger. Det kan bidrage til en styrkelse af barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse, idet der skabes en sammenhæng i barnets liv. Ligeledes anbefaler vi jer at bruge vores dokumentationsskab ved indgangen. Her kan I, sammen med jeres barn, visuelt studere, spørge opklarende og tale om dagens/ugens tema og fokusord.
Når dit barn skal starte på Eskebøl Allé
Når barnet starter i børnehaven kommer de som oftest fra vuggestue eller dagpleje. Vi prioriterer og vægter god tid til barn og forældre ved indkøring. Det foregår altid i en lille gruppe. Der er 2 primære voksne i opstartsfasen. Det er det pædagogiske personale, der har ansvaret for at tage godt imod det nye barn og dets forældre.
I den første tid, vil I som forældre opleve, at vi stiller mange spørgsmål. Det gør vi for at få det bedste udgangspunkt for at lære jeres barn at kende og skabe sammenhæng mellem hjem og børnehave. Vi forventer, at I har god tid til at jeres barn, og I som familie, kommer godt i gang med børnehavelivet. I deltager sammen med jeres barn i den første dag i børnehaven. De følgende dage er jeres barn alene uden jer, men kun få timer ad gangen. Over en lille uges tid forlænger vi dagen gradvist med de daglige rutiner i børnehaven som at spise, besøge toilettet, bruge garderoben og evt. sove.
Særlige indsatser i børnehaven
Alle børn har krav på at være betydningsfulde i børnefællesskabet. Der hviler en særlig forpligtigelse i vores pædagogiske praksis, og i at arbejde med børnehavens børn i udsatte positioner. Børnehaven har 4 inklusionspladser til børn, der visiteres særligt til os, i kraft af børnehavens pædagogiske ressourcer.
Tolerance over for forskelligheder og mangfoldighed, er en vigtig del af det moderne samfund. Vi bestræber os på at lære børnene at have respekt for hinandens forskelligheder, da det er en styrke de får med i bagagen senere hen i livet.
Vi prøver at inkludere alle personligheder i børnehavens struktur og fællesskab. Børn skal lære at lege med og rumme personligheder, der er anderledes end deres egen.
Det er vores håb, at det vil give barnet en større tolerance i deres voksenliv og styrke deres sociale kompetencer. I kraft af vores særlige arbejde med børn i udsatte positioner oplever vi at have skærpet opmærksomhed på hvis et barn har behov for en særlig indsats, i forhold til barnets trivsel, udvikling og læring.
Overlevering
Vi har et tæt samarbejde med vuggestuer og dagplejere. Før børnehavestart kommer dagpleje/vuggestue på besøg i børnehaven med jeres barn og et par af barnets trygge legerelationer. Ved besøget modtager de kommende "primære voksne" barnet i en lille relationsgruppe, med et par børnehavebørn og barnets "storeven". En storeven er et af de ældste børn som, sammen med de voksne, skal støtte og guide jeres barn i indkøringen. Vi får en overlevering om jeres barn, så vi kan skabe den bedst mulige start i børnehaven.
Overgangsarbejdet med de nye børn starter allerede ved børnehaverundvisninger for interesserede forældre, der skal vælge kommende institution. Vi tilbyder forældrene en rundvisning både indenfor og på legepladsen, hvor vi lægger stor vægt på at fortælle om vores pædagogiske arbejde i læringsmiljøerne i børnehaven, understøttet af vores struktur og grundlæggende værdier.
For det kommende skolebarn afholder vi skoleparathedssamtaler med forældre i oktober måned, i forbindelse med indskrivning til SFO/skole. Til samtalen bruger vi overgangsskemaet som arbejdsredskab for at synliggøre barnets skoleparathed.
Vi har et godt samarbejde i Pilegårdsdistriktet om overgangen, ved besøg af det pædagogiske personale fra SFO'en her i børnehaven. Her er børnenes opgave at vise rundt i deres børnehave, som efterfølgende er fulgt op af mundtlig overlevering fra børnehavens pædagogiske personale, der har nært kendskab til det enkelte barn. Overleveringen følges op af børnenes besøg på deres kommende SFO, hvor de deler oplevelsen med de resterende kammerater fra storbørnsgruppen.
Traditioner
Vestamager naturbørnehave har stor fokus på historiske traditioner, hvor vi søger at sætte begivenheder sammen med historiske fortællinger og pædagogiske forløb. Vi vil således gerne beskæftige os med højtider og traditioner, så som høstfest og vintersolhverv (lygtefest).
Vores traditioner
- Fastelavn: Vi samles i fællesrummet og taler om traditioner og synger fastelavnssange. Vi slår katten af tønden på legepladsen og "bider til bollen".
- Påske: Vi holder påskefrokost og triller æg.
- Åben legeplads: Forældrebestyrelses arrangement, hvor legepladsen åbner en lørdag til leg og fællesskab med børnehavens familier.
- Arbejdsdag for børn, forældre og personale: Forældrebestyrelses arrangement.
- Fællesspisning for børn, forældre og personale: Familierne mødes til fællesspisning efter lukketid.
- Skt. Hans: Vi holder Skt. Hansfest for børnene med bål og heks, som de selv laver.
- Sommerfest: Børnehavens festudvalg arrangerer i samarbejde med forældrebestyrelsen årets sommerfest. Søskende og forældre er inviteret og børnene står for fælles optræden.
- Høstfest: Børnene høster de sidste afgrøder i den fælles urtehave og tilbereder dem til fælles udendørs spisning.
- Lygtefest (vintersolhverv): Vi tænder børnenes små lanterne i mørket, fortæller historier og synger lanternesangen. Vi spiser græskarsuppe på legepladsen.
- Lucia: Storbørnsgruppen går Lucia.
- Bedsteforældrefest: Vi inviterer alle bedsteforældre til julefest i børnehaven. Børnene går Lucia og vi danser om juletræet. Vi afslutter festen med bålsuppe på legepladsen.
- Julefrokost: Fælles julefrokost for børnene.
Tilsyn
Tilsynet indeholder en status beskrivelse fra lederen. I status skal lederen redegøre for, hvordan man har arbejdet med de arbejdspunkter og udviklingspunkter, der blev besluttet ved sidste tilsyn.
Tilsynet afsluttes med en vurdering og forvaltningens kommentar.