Udskriv

02-10-17 Forslag til Lokalplan 128 og Kommuneplantillæg 7

Tårnby Kommunalbestyrelse har på mødet d. 26. september 2017 besluttet at offentliggøre Forslag til Lokalplan 128 – Lokalcenter Kongelundsvej, med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 7.

Lokalplanen udlægger området til et lokalcenter og gør det muligt at opføre detailhandel, dagligvarebutik og mindre udvalgsvarebutikker i den nordlige del af området og boliger, etageboliger/rækkehuse i den sydlige del af området.

For at sikre at bebyggelse inden for lokalplanområdet opleves som en arkitektonisk helhed, der forholder sig til de omgivende bebyggelsesstrukturer, fastlægger lokalplanen bestemmelser om bebyggelsens omfang, placering samt ydre fremtræden, herunder bestemmelser om bygningshøjder, materialer, farver og tagformer, således at bebyggelsen fremstår ensartet og tilpasses de omkringliggende byggeriers fremtoning.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser for udformningen af ubebyggede arealer, såsom fælles fri- og opholdsarealer og stier. Endvidere fastlægges bestemmelser for beplantning inden for området, samt støjmure og hække mod de omkringliggende boligområder.

Der etableres vejadgang fra Kongelundsvej til butiksdelen af lokalplanområdet, imens der etableres vejadgang til boligdelene fra Bryrupvej. De to delområder bliver fysisk adskilt med en støjvæg og hæk, således at der ikke er mulighed for at køre i bil fra butiksdelen til boligdelen.

Parkeringsarealer anlægges med gode oversigtsforhold, så det gøres trygt at færdes. Oversigtsforholdene ved butikkens til- og frakørsler forbedres i forhold til den hidtidige situation, idet hæk/hegn fjernes, således at trafikken på Kongelundsvej bliver tydeligere at se.

Derudover etableres fordelingsstier inden for området med forbindelse til Kongelundsvej.

Lokalplanen er ikke i fuld overensstemmelse med Kommuneplan 2014 - 2016, hvorfor den ledsages af Kommuneplantillæg nr. 7. Kommuneplantillægget muliggør anvendelsesændring fra erhvervsområde, salg af pladskrævende varer, til et lokalcenter med mulighed for boliger og detailhandel. Kommuneplantillægget har tidligere været i for-offentlig høring i overensstemmelse med Planlovens § 23c.

Lokalplanforslaget kan ses her

Den offentlige høring løber fra d. 2. oktober til og med 27. november 2017.

Eventuelle indsigelser eller bemærkninger til planforslaget skal inden høringsfristens ud-løb sendes til Teknisk Forvaltning eller til kommunen@taarnby.dk.

Tårnby Kommune har jævnfør Lov om miljøvurdering af planer, programmer og af konkrete projekter (Lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017) § 8 stk. 2 truffet afgørelse om, at lokalplanen ikke antages at have væsentlig virkning på miljøet. Der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering i henhold til lovens § 10.

Lokalplanen, og det projekt som lokalplanen er udarbejdet på baggrund af, har gennemgået en revidering, siden processen for udarbejdelsen af lokalplanen begyndte. Det er sket, da det indledende projekt, vakte bekymring lokalt ift. vejadgange til området. Derfor er vejadgangen til og fra detailhandlen flyttet fra Egtvedvej til Kongelundsvej, således der ikke er vejadgang fra Egtvedvej.

På baggrund af det reviderede lokalplanforslag, er der blevet udarbejdet en miljøscreening, som vurderer, at nærværende lokalplan ikke skal miljøvurderes.

Afgørelsen om at der ikke er udarbejdet en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Du kan finde miljøscreeningen her og klagevejledningen her.

Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, indtræder midlertidige retsvirkninger, der skal
sikre, at planens indhold ikke foregribes.

Kommunen kan dog efter høringsfristens udløb tillade, at området udnyttes efter planen,
såfremt:
• dette er i overensstemmelse med kommuneplanen
• der ikke er tale om at påbegynde et større byggearbejde
• der ikke er gjort indsigelser mod forslaget fra en statslig myndighed

De midlertidige retsvirkninger gælder indtil planens endelige vedtagelse, dog maksimalt et år fra forslagets offentliggørelse.

 

×

Cookie info