Udskriv

Hvad kan du se på din ridetur?

Hvad kan du se på din ridetur?

På rideturen ad kommunens ridestier, kan du opleve en række af Amager og Tårnbys historiske og landskabelige seværdigheder.

Tømmerup og de andre landsbyer på Amager

Ullerup, Viberup og Tømmerup er Amagers historiske landsbyer. De ligger langs Tømmerupvej, hvor man stadig kan se det unikke landsbymiljø, der er bevaret i området. Gamle bindingsværkshuse, husmandssteder, gadekær og udsigten til marker og levende hegn. Ullerup kan spores tilbage til middelalderen. Flere af gårdene - bl.a. Raagaard og Hvidgård kan spores tilbage til før 1600 tallet. Omkring 1700 bestod landsbyen af 6 gårde og 10 huse - gårdene lå på vestsiden af vejen, der var også bykær og lergrave.

Der ligger en ridesti ved siden af Tømmerupvej - langs Fægårdsvej på den del af strækningen og fører fra kommunegrænsen til Nøragersmindevej. Terrænet er fladt. Markskellene består af levende hegn og grøfter, der afvander markerne. Fægårdsvej blev tidligere anvendt til at drive fæ (kvæg) på græs på fælleden.

Ugandaskoven

Der er ridning forbudt i Ugandaskoven, men man kan ride langs Ugandavej eller ad en ridesti der løber syd om Ugandaskoven langs haveforeninger og videre til Nøragersmindevej.

Læs mere om Ugandaskoven

Ugandavej

En af ridestierne følger Ugandavej. Ugandavej hed oprindelig Tømmerup Strandvej, men blev i 1930 omdøbt til Marokkovej, der som de øvrige veje i områder fik Afrika-navne. Marokko var i 1930´erne forbundet med fattigdom og tætliggende beduinteltlejre. I begyndelsen af 1900 tallet flyttede mange mennesker til København for bl.a. at få arbejde på fabrikker. Der blev ikke bygget nok og der var voldsom boligmangel. I visse områder kunne der bo to familier med fire-fem børn i en toværelseslejlighed. Disse områder blev i folkemunde kaldt Marokkolejren. Disse hentydninger ønskede beboerne i Afrikakvarteret sig ikke om og efter mange og intense protester blev Marokkovej omdøbt til Ugandavej i 1937. (Læs mere om andre vejnavne i Tårnby, i Glemmer Du nr. 1, 2005 - Forsvundne vejnavne. Tårnby Kommunes Stads- og Lokalarkiv)

Viberup

Et lille lodsejerlav, der ligger syd for Nøragersmindevej. Viberup var oprindelig bare en stor gård - angiveligt opført til Christians IV´s elskerinde Fru Vibe - dog kan Viberup-navnet føres tilbage til 1377. Beboerne i Viberup og Ullerup holder stadig fast i traditionen med fastelavnsridning med tøndeslagning

Nøragersminde

Vognmand Nørager, der kørte træer til beplantningen af Kongelunden, havde i 1818 købt et jordlod ved siden af skoven og der byggede han Nøragersminde og begyndte at dyrke korn på den tidligere overdrevsjord. 100 år efter - i begyndelsen af 1900-tallet, var der stor boligmangel i Københavnsområdet. Der åbnede sig et marked for foretagsomme forretningsmænd, der solgte grunde til folk. En del af Nøragersmindes jorde blev solgt til ejendomsmægler Duelund, der udstykkede 400 parceller. Parcellerne blev pålagt en villaservitut, der sagde at der inden 40 år skulle være bygget en helårsvilla og hermed var bebyggelsen af Vestamager påbegyndt.

I 1973 blev Nøragersmindecentret oprettet på initiativ af kunstneren Knud Jans som en ramme for beboernes kreative udfoldelser, men blev dengang primært brugt som socialt samlingssted for børn og unge. Nu har centret under navnet Kulturzonen, fået sin tiltænkte funktion som kulturelt centrum og socialt samlingspunkt på Vestamager.

Kongelunden

Etableringen af Kongelunden blev påbegyndt i 1818, for at skaffe brændsel og tømmer til beboerne på Amager. I 1921 blev Kongelunden åbnet op for offentlig adgang og Kongelunden er i dag et yndet rekreativt udflugtsmål med mange muligheder for naturoplevelser. Se kort over Kongelunden

Læs mere om Kongelunden

Der fører en ridesti fra Nøragersmindevej langs Kongelundsvej til Kongelunden. Hvis du ønsker at ride i Kongelunden, skal du købe rideadgangskort her

Collins Høj

Jonas Collins var ophavsmanden til Kongelunden og overtalte bønderne til at pante skov i området. Collins høj ligger lige udenfor kommunegrænsen og er tilgroet med træer.

Vestamager - det inddæmmede areal

Man kan følge kommunens ridesti fra kommunegrænsen i nord næsten hele vejen til Kalveboddiget i syd. Kommunens ridesti ligger øst for kanalen. Det inddæmmede areal er Naturstyrelsens og kræver ridekort (se andet sted).

På den første strækning fra Finnerupvej til Ugandavej og videre til Nøragersmindevej, ligger ridestien mellem kanalen og hegnet ind til Vestamager. Fra Nøragersmindevej og videre sydpå ligger ridestien i mere naturnært område. Ridestien stopper ved Parkeringspladsen på Frieslandsvej.

Kanalvej

Vestamager holdes tørt ved hjælp af pumpesystemer, der regulerer vandstanden i området. Det meste er skjult, men langs Kanalvej på Vestamager kan man se den store kanal, der leder vandet fra Ørestad og ud til Øresund ved Søndre Pumpehus og diget.

Kanalen friholdes for beplantning for at sikre et sjældent langt syn over det flade Amager. Der er mange rekreative muligheder langs kanalen, bl.a. Naturcenter Amager, Pinseskoven og Søndre Pumpe ved det forhøjede dige. Disse ligger alle på Naturstyrelsens område og kræver Ridekort.

Denne tekst er bl.a. inspireret af artikler fra Stads- og Lokalarkivets tidsskrift Glemmer Du.

×

Cookie info